De der kaniner, Tomas. Ivan og Oscar. Mon det var belgiske kæmpelandkaniner?

Jeg tænker, vi må gå en tur en dag. Os to. Gennem Amagercentret. Se på mennesker og dyr og frakker og skrive det hele ned.

Det vil jeg gerne❤️

Jens Wilhelm

Det bedste ved Brødrene Løvehjerte var farfar.

I flere år drømte jeg om sådan en.
En ukendt farfar, der en dag ville sidde på en bænk og elske mig, selvom han vidste, at jeg engang havde stjålet en halvtredser fra min mors pung, tværet en natsværmer ud med foden og kaldt min far for en røvkatar.

Sådan en mødte jeg aldrig, men det var tæt på. Det var en af pædagogerne i børnehaven, han hed Jens Wilhelm. Han kunne spille både klaver og mundharpe på én gang, og så skældte han ikke ud, selvom man kom til at klappe i utakt.

Han kørte galt på sin cykel.
Han havde sådan nogle fløjlsbukser på med meget vide ben, og stoffet satte sig fast i hjulet, og cyklen væltede, og han slog sit hoved meget slemt.
Så slemt, at der gik tre måneder, før han overhovedet kunne huske, hvad han hed.

Han kom ikke tilbage til børnehaven.
Men jeg flettede en krans af mælkebøtter og gav til en af pædagogerne, der besøgte ham.
Hun kom tilbage med et billede af Jens Vilhelm i en kørestol og med min krans på hovedet.
Han smilede.

Ivan og Oscar

Min søster havde kaniner, da vi var børn. Det var Ivan og Oscar. Engang fik Ivan og Oscar unger. Det var nogenlunde samtidigt, at min far så opdagede, at Ivan ikke rigtigt var en Ivan alligevel. Vi tænkte ikke på det, min søster og jeg. Og det gjorde min far heller ikke, da han gik over i Amager Centret med en seddel til opslagstavlen i Irma om, at Ivan og Oscar havde fået unger, så hvis der var børn i området, der ville have en kanin, skulle de bare kontakte os. Engang, jeg læste op på et bibliotek på Amager, mødte jeg et ægtepar, der stadig kan huske den seddel på opslagstavlen.

Kærlighed og kaniner

Jeg elsker også katte. Og natsværmere. Og ørkenspringrotter og bænkebidere.

Jeg har selv en hund. Han hedder Mumrik. Han hader regnvejr og lyden af tegnefilm – især Disneys juleshow.

Engang havde jeg kanin.
Da jeg købte den, kunne den ligge i min hånd.
Jeg holdt så meget af den, at jeg skrev et brev og fortalte, at hvis jeg nogensinde skulle blive fanget af tyskerne, og de gav mig valget mellem mit eget og kaninens liv, så skulle kaninen have lov at leve.

Der kom heldigvis ikke nogen tyskere, men kaninen voksede sig stor.
Det var en belgisk kæmpelandkanin og den endte med veje lidt over 8 kilo.
Den blev også mere og mere sur. Faktisk så sur, at den bed mig, hver gang jeg forsøgte at kæle for den. Nogle gange også, når jeg kom mad.
Til sidst blev vi så uvenner, at jeg rev brevet i stykker.

Søskende Løvehjerte

Min søster var tit syg, da jeg var barn. Ingen vidste rigtigt, hvad hun fejlede. Jeg kan huske, at når jeg sov hos min farmor og farfar, sov jeg på deres slagbænk i køkkenet. Min farmor havde læst Brødrende Løvehjerte for os mange gange. Det var det der med at dø for så at dø igen. Om at være syg i et liv, men rask i et andet. Jeg drømte tit om det. Om at der skulle opstå brand. At jeg vågnede på slagbænken. At ilden fra brændeovnen havde bredt sig til min farmors og farfars hus. Vi måtte flygte ud ad vinduerne. Jeg havde allerede sikret mig, jeg kunne kravle ud fra køkkenvinduet. Jeg skulle kun dø for at dø igen, men denne gang skulle jeg være et sted, hvor kirsebærtræerne blomstrede, og min søster var rask og ikke fejlede noget, som ingen vidste, hvad var, men som gjorde at alle kiggede så bedrøvet og sorgmodigt på os. Stakkels familie. Nej, jeg løb gennem det høje græs, om lidt skulle jeg dø for at leve igen et andet sted. Det glædede jeg mig til.

Te og kejtet hygge

Min farmor drak altid te.
Hun sked også engang i sengen.
Jeg var på ferie for første gang alene. Jeg havde fået lov at sove i sengen ved siden af min farmor. der, hvor min farfar plejede at ligge Jeg havde min egne pude og dyne med – og et betræk med Pippi og Nelson og Lille Gubben.

Jeg vågnede ved stanken.
En helt forfærdelig stank.
Jeg satte mig op i sengen og så under dynen, for at se, om det var mig, der var gået hul på.
Det var det ikke.
Så løftede jeg min farmors dyne. Den var tung, og det var meget mørkt nede under den. Alligevel vidste jeg det med det samme, jeg kunne genkende lugten, den var ikke til at at tage fejl af. Min farmor havde skidt i bukserne.

Hvad gør man, når man er syv år og ens farmor har skidt i sengen.
Jeg ved det ikke. Jeg ved kun, at jeg tog min dyne og min pude, listede ud ad soveværelset og ind i køkkenet og lagde mig på slagbænken. Jeg ved ikke, hvor længe, der gik, men det var stadig mørkt , da min farmor pludselig stod i døren. Hun havde curler i håret og en fin kjole på med blomster og en broche af sølv.

Vi snakkede ikke om det.
Vi snakkede ikke om, hvorfor jeg lå på slagbænken i køkkenet, eller hvorfor min farmor havde været i bad midt om natten.
Men hun lavede te og ristede boller, og selvom det var kejtet, var det også hyggeligt at sidde dér i køkkenet. Spise boller og drikke te midt om natten.

At kalde på en kat

Jeg har ingen persianerpels, men jeg har en kat, der bliver kaldt kludedukken. Katte går deres egne veje. Det er derfor, man skal have en kat. Så lærer man, at livet altid er en anden vej. At kalde på en kat er en umulig opgave. Den kommer kun, når den selv gider. Jeg elsker katte. Hele mit liv har det været mine venner. Jeg har haft søvnløse nætter, når de ikke er kommet hjem om natten. Jeg har tudet mere end en uge, fordi en af mine første katte blev kørt ned, og min far måtte skrabe den op fra asfalten, så vi kunne begrave den og synge Anne Linnet. Alle troede, jeg havde fået pollenallergi, men det var Buster, der var død. Min far arbejdede i DSB om natten, så engang imellem var der en, der havde ‘glemt’ en kasse med killinger, når han gik og tømte togvognene. De killinger tog han altid med hjem, og sådan endte vi med at være flere katte end familie samlet på et sted. Det gør nok noget ved en som barn. Jeg tror, det åbner for et eller andet. En måde at se på en verden, altid lidt på afstand og som en slags observatør. Det er vel forfatterens rolle, at se på noget udefra, så andre kan se på det indefra. – og handle på det. At have kat giver mig liv. Man at tro, at katten tilhører dig, er den største løgn. Ingen tilhører hinanden.

Persianerpels

Apropos overfrakker, så har min moster en persianerpels, der er så tung, at hun får ondt i hovedet af at gå med den.

Hun har også en depression. Og en kat, der bliver ved at løbe væk.
Så må hun stille mad ud i haven og vente på, at det bliver aften, og katten kommer for at spise – og HAPS.
Så griber hun den rødstribede kat om maven og tager den med sig ind på sofaen, og så ser de Barnaby eller Inspector Morse, og min moster falder i søvn og glemmer næsten, at hun er ked af det.

Næste morgen løber katten væk igen, og min moster må tage sin pels på. Den hun får ondt i hovedet af. Så går rundt sådan – også om sommeren – i kvarteret og kalder: Kis, kis, kis.

Jeg ved ikke, om det er en glad eller en sørgelig slutning.
At nogen går rundt og kalder sådan, kis, kis, kis?