At kalde på en kat

Jeg har ingen persianerpels, men jeg har en kat, der bliver kaldt kludedukken. Katte går deres egne veje. Det er derfor, man skal have en kat. Så lærer man, at livet altid er en anden vej. At kalde på en kat er en umulig opgave. Den kommer kun, når den selv gider. Jeg elsker katte. Hele mit liv har det været mine venner. Jeg har haft søvnløse nætter, når de ikke er kommet hjem om natten. Jeg har tudet mere end en uge, fordi en af mine første katte blev kørt ned, og min far måtte skrabe den op fra asfalten, så vi kunne begrave den og synge Anne Linnet. Alle troede, jeg havde fået pollenallergi, men det var Buster, der var død. Min far arbejdede i DSB om natten, så engang imellem var der en, der havde ‘glemt’ en kasse med killinger, når han gik og tømte togvognene. De killinger tog han altid med hjem, og sådan endte vi med at være flere katte end familie samlet på et sted. Det gør nok noget ved en som barn. Jeg tror, det åbner for et eller andet. En måde at se på en verden, altid lidt på afstand og som en slags observatør. Det er vel forfatterens rolle, at se på noget udefra, så andre kan se på det indefra. – og handle på det. At have kat giver mig liv. Man at tro, at katten tilhører dig, er den største løgn. Ingen tilhører hinanden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s