Jens Wilhelm

Det bedste ved Brødrene Løvehjerte var farfar.

I flere år drømte jeg om sådan en.
En ukendt farfar, der en dag ville sidde på en bænk og elske mig, selvom han vidste, at jeg engang havde stjålet en halvtredser fra min mors pung, tværet en natsværmer ud med foden og kaldt min far for en røvkatar.

Sådan en mødte jeg aldrig, men det var tæt på. Det var en af pædagogerne i børnehaven, han hed Jens Wilhelm. Han kunne spille både klaver og mundharpe på én gang, og så skældte han ikke ud, selvom man kom til at klappe i utakt.

Han kørte galt på sin cykel.
Han havde sådan nogle fløjlsbukser på med meget vide ben, og stoffet satte sig fast i hjulet, og cyklen væltede, og han slog sit hoved meget slemt.
Så slemt, at der gik tre måneder, før han overhovedet kunne huske, hvad han hed.

Han kom ikke tilbage til børnehaven.
Men jeg flettede en krans af mælkebøtter og gav til en af pædagogerne, der besøgte ham.
Hun kom tilbage med et billede af Jens Vilhelm i en kørestol og med min krans på hovedet.
Han smilede.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s