Måske kommer ensomheden, fordi vi har glemt jorden under os? Den jord, der skabte os. Måske er der for meget asfalt, måske er det for hårdt at leve, der hvor vi lever?. Måske kan vi ikke bevæge os i de cirkler, der er meningen for os. Måske er vores oprindelige, bløde, fleksible bevægelser erstattet af for hårde, kolde flader, der umuliggør menneskelivets proces.
Det er som om, vi er kommet til at adskille os fra jorden. Som om den er noget andet end os.
Så mister man jo forbindelsen til sig selv, så bliver man ensom. Tror jeg.

Men så, når vi har længtes længe nok, opdager vi måske , at det er jorden, vi har brug for at mærke under vores såler. Så trasker vi afsted, henover asfalten, til vi kommer ud til den bløde jord – også dér, hvor man kan se havet – og himlen mellem trækroner. Så opdager kroppen, at den ikke er så ensom. Det kan ske..

Det har jeg set og hørt om.

Det har jeg mærket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s