Tanken om slægten er så fin. Men næsten også mytisk, efterhånden. For hvilken slægt kommer jeg fra? Jeg kender ikke min slægt, jeg kender ikke min historie, for ingen fortæller mig noget, og jeg glemmer at spørge.
Og den slags liv går tabt, mens jeg lever alene i mit høje blanke boligkompleks i byen. Alt det levede liv fra min slægt, ved jeg intet om. Jeg ser mærker ingens erfaringer med min krop, jeg ser kun min egne bekymringer, som jeg aldrig kan forløse alene.
Angsten for alt det, vi aldrig kan gøre alene.
Angsten for alt det, vores kultur lærer os, vi skal gøre alene.

Jeg ved ikke, hvordan man skal ændre det. Jeg ved ikke, hvordan man forbinder sig med sin slægt.

Jeg tror, vi hænger alt for lidt sammen.
Så lidt, at vi er begyndt at dø af ensomhed.
Det er faktisk grufuldt.

Vi må skabe nye slægter, vi begribe nødvendigheden af fælleskaber, af at videregive livet, at overlappe, at hjælpe med transformationer, med alting.
Det er en slags vanvid at tro, vi kan undgå det, at vi kan leve alene.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s