Jeg tror ikke, der er nogen grænser for længslen.
Men jeg er ikke sikker på, hvad der er den egentlige længsel, eller hvor den kommer fra.

Jeg tænker på det, du skriver om solen.
At den også står op over de asfalterede veje – forbindelsen mellem det bløde og det hårde.
Det gør mig egentlig lettere indeni.

Solens magt. Naturens evige magt.

Hvad kan vi sige til det?

Da jeg var barn havde jeg et jordlod, en skolehave på én meter gange 20. Vi gravede, vendte, pløjede jorden med små redskaber, der passede til vores barnehænder. Vi nærmest kærtegnede den jord, inden vi såede og plantede. Og mens vi ventede på små lysegrønne spirer, lå vi på knæ på bløde skumpuder, som vi nænsomt rykkede fremad, i takt med at vi forsigtigt pillede det op, vi mente var ukrudt. 

Senere plukkede og høstede vi skattene på mest cerimonielle vis. For den mørke, bare jord havde nu frembragt store, sprøde planter af forskellig art, og vi hjemdrog nu i benovelse, tykke, grønne ærter i brune papirsposer, enorme gule, behårede squash, vi knap kunne bære i vores tynde favne, solsikker højere end os selv, søde, røde jordbær, gulerødder med fine, skæve knolde, friske og sprøde, løg og salat i alskens farver og snoede former. Og alle disse skatte var som gaver, vi aldrig før havde forstået værdien i, fordi vi aldrig før havde oplevet den proces, jorden muliggjorde.
Fordi vi aldrig havde interesseret os for det før måske, eller fordi vi havde glemt, hvor alting kom fra, i virkeligheden, selvom vi var børn.

Sikke en overvældende lykke det var at opdage den mening, jorden besidder. 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s