lykken ved en gåtur der lige er begyndt

sivgræs der knitrer

vind der skubber mig let i ryggen

ni svaner fouragerer i vigen

bølgernes hypnotiske ebben, stenenes evindelige rul

en jagtpatron, et stykke blomstret porcelæn,

irret metal fra en traktor der engang kørte over markerne 

skrænten tager det hele til sig

optager det i sig, indtil vandet en dag graver det frem igen

oh, body

vandet fråder

hyben og hyld står i pink og hvidt flor

en blæresmælde, kokonisk blomstrende 

en lille trækning i mundvigen

en solsort synger og pludrer højlydt fra toppen af det højeste birketræ

hele den lille krop gibber og dirrer med lyden

næbbet er strakt som en nål mod himlen

hvem kan sige, om den i virkeligheden taler med støvregnen?

den måde lyset står ned gennem træerne i striber og pletter

får mig til at tænke på en stor æstetisk vilje

sådan en der udpeger steder, hvor et agern kan slå rod

oh, body

træernes hemmelige liv, 

livets hemmelige liv

Details are no longer part of a grouping in which I am the focal point, the focal point is everywhere. This is how the earth must see itself, lyder det i kortfilmen “How the Earth must see itself”.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s