Termitten var træt af at fyre rundt i et bo, der lignede en bussemand fra en trold, med en konge og dronning i kælderen som direktion, og ingen pauser. Termitten var godt klar over sit eget privilegie. At han aldrig havde stået for andet vedligehold end at skaffe føde og bolle. At det indre fundament, de voksende vægge, blev skabt af de hvide myrer. At tavsheden skyldtes et uudgrundeligt hierarki, som havde stået på i årtusinder uden egentlig tvivl om styring eller strejke. Men termitten så muligheder for udvidelse, en renovering der kunne skabe arkitektoniske nybrud, vække opsigt, tiltrække øvrige befolkningsgrupper. Termitten ville tegne sit eget hus, køre ren Bjarke Ingerslev. Termitten tænkte :”Vi kan ikke starte og slutte med Gaudi. Noget nyt, det må jo for fanden kunne lade sig gøre, jeg kan få det til at ske.” Termitten havde holdt igen, men foreslog det til sidst til mandagsmødet. Dronningen så på ham gennem de to rødlige sprækker, trak en vinge til sig, og lod til at nyde de øvrige termitters stilhed. Kongen brød den, glattede ud, så på sin Dronning og sagde forsigtigt :”Spændende innovativ tanke, spændende, Simon, men den tager vi måske til sommer. Kan den indgå i planen for sommerudbygningen, ville du kunne leve med det?” Men Termitten ville mere end det. “Jeg er omgivet af analfabeter, og uoplyste uræsteter,” sagde Termitten til sin kone. Hun nikkede, og kiggede ud gennem en af de mudrede vinduer. Termitten kunne se på hende, at hun ikke hørte efter. Det var altid det samme med hende, når frustrationen var størst, så lukkede hun ned. “Ja, det er da godt nok træls. Men du gjorde et forsøg” sagde hun så. Termitten kunne ikke lade være med at tænke, at hun var en af dem.