HIMMELFART ~ SLUT

På Kristi Himmelfartsdag d. 18. maj 2023 skrev Cindy Lynn Brown, Hans Karup og Cecilie Lolk Hjort i 13 timer her på bloggen. Tak fordi I læste med.

Vil man genlæse, kan alle indlæggene findes ved at klikke på kategorien ‘himmelfart’ ude i højre side af bloggen.

mange år senere

eller børnene fra skolegårdens syndebuk
de kigger også stadig væk
som om vandet du hældte over mig
var usynligt
som om madpakkerne var værd at gemme
til en dag så frisk som denne
hvor butikkerne holder lukket
hvor køernes bjælder baggrundsspinder
et blidt blidt af væv at gynge i

muskler

blafrende som et kaffefilter
kysser jeg solen
så træt er jeg blevet af at se den samme film
på repeat gennem årtier
at der kun er kaffen og solen og månen
alt det andet lader jeg stå
når jeg går

skala

og alle spektrummets farver
fylder jeg lommerne med
og resten i navlen
reptilhjernen vil have nuancer
af grøn og blå marmorering
der er mere brusk i en vandmand
end man skulle tro
flere grønlilla tråde
og slet intet blæver
spektrummet står pivåbent
og blafrer sultent
som en regnbue