nu er det blevet eftermiddag, nogle drenge står på elektrisk løbehjul, du er helt væk som regnen, jeg tramper i tastaturet, prøver på at lægge nogle skinner, forskellige slags stilheder overhaler mig som skygger, køkkenet dufter af flæskesteg og barndom, det er bare noget andet, du smiler til mig, du kender mig, behøver ikke sige så meget, jeg skubber vinduet i, hvad er der tilbage at skrive, august snakker nu i min bakkenbart, en sagte knitren nålen rammer det perfekte sted, “To celebrate the fact that we’ve seen the back of another black day”, katten kradser sanglinjen over, hvordan er den kommet fra virkeligheden ind i teksten?

man lukker et vindue, og blændes af stilheden, eller åbner det, og bader i larm fra stemmer, der for længst burde være begravet i glemslen, graver dig frem trods besværet: Solen skinner med hovedet tungt i trav, en tyk sovs af dybe grin jeg ved det, kun lyden af hjertet dunkende forpint bag ribbenet, mine store lunger drænes af dyb alvor, det er så skønt, hvor jorden ligner blød uspiselig chokolade skyllet plaskvåd af snot

havet er uimodståeligt

hadet er uforståeligt

møllen tager ligesom

resten af verden en drejning

den forkerte vej

overalt høres lærken som i 1864

som for at bekræfte historien

eller for at vi ikke skal glemme den

havet er uforudsigeligt

dagen er sløret

som teksten er sløret

en Hans uden kontaktlinser

jeg ved ikke hvad jeg skal stille op

hvordan jeg skal opstille det

jeg skal også prøve at forstå

krænkede dråber af tegn

udvisker min biografi

det er en blind høne

der vrider den våde skrift

så jeg kan sprede skyerne

for at jeg igen kan finde vejen

ind til mit landskab

jeg er dyr og digt

som en downloadet tanke

mod snæversyn

jeg står og ser rimen

skiller græsstråene ad

jeg kan gø over dage

hvor jeg er kø i bakkerne

hvor tvivlen gløder i punkter

hvis fødderne ikke længere er

i forbindelse med fladerne

og ikke længere kan holde

samling på dem eller noget andet

der kigger ned på fødderne

med hård hud og rækker

af håbløse tæer der glider

og skvulper på føddernes flader

så er der ikke noget at gøre

andet end at vippe med tæerne

at se rim skille strå fra strå

er vel også en kompetence

jeg har lyst til at gøre noget vildt

som at gå langt ud i vandet

helt op til knæene

der er krabber

jeg står i vand til knæene

og ser ned på dem

engang stod der en anden

i en anden krop

og gjorde det samme

siger jeg til krabberne

jeg siger til krabberne

min far døde pludselig en nat

krabberne skynder sig væk

og nu kan jeg ingen se

gult sand og lidt småsten

og yderst vandet der skvulper

mod mine ustabile tankespor

jeg går ind i landskabet

vil vikle min hånd ind i alt

det plastik der flyder på stranden

eller jeg vil lade alt vand løbe ud

ad mine næsebor som tangtunge bølger

en mand går med sin hund

om lidt vil han slippe den løs

gult sand og lidt småsten

der knaser under mine sko

jeg kan se Dybbøl Mølle

der kværner i mit hoved

foruden de rullende bølger

hvor liner podes med tangsporer

der knuser mine tanker

altid er det de samme

altid er de det samme

kun forkølede erindringer og en sten

jeg tror der er rav bærer jeg med mig

jeg ved godt jeg er Don Quijote

der flakker rundt på Dybbøl Banke

vandkæmmer tvangstanker

og går til angreb på de sure tider

med min patos og urolige fødder

om lidt vil jeg gå ud af landskabet igen

manden kommer trækkende med sin hund

eller også er det omvendt

der er sommeren og så er der sorgen

så hvem skal nu tage mig ved hånden

vise mig det flimrende nærvær

fra skyggerne som falder

mellem grenene

en hvælvet gråpoppel

med kraftige opstigende grene

står først gråbrun

med fine hvide hår

senere bliver den mørkegrå

og efterhånden bleggrå

med tværgående bånd

af sorte pletter som henad visner

bliver udslukte i fjerne skove

hvor også jeg går

hvem skal nu vise mig

hvor gråpoplen står

alt sammen så simpelt

og alligevel uoverskueligt

træerne bøjer sig mod skyerne

der ligesom kraftigt kaster

håret bagover

himlen er øm som var den

Johannes L. Madsen selv

før det alligevel fortsætter

båret op på skønhed

der suser i flossede buske

med lyset tændt på himlen

tænker jeg på når jeg cykler

ned på Gendarmstien

efter et lille stykke græsmark

med et bordbænkesæt

kommer stranden

en gul sandstrand

derefter lidt tang og sten

inden vandet begynder

ved vandets udkant drypper

jeg i det udstrakte altid

der er cyklen og stilheden

og det som får lov til at blive

fordi solen fortsat sådan

hele tiden hviler

på min støttefod

klokken er ti nul fem

det er morgen

for mig

jeg skubber vinduet op

kaffen damper i himlen

jeg ser ud ad vinduet

duerne sidder på savnet

fra vinduet kan jeg se

fiskedammen i haven

og den sidste rest af sommeren

hvis puls er hurtigere end min

jeg tænker på guldfiskene

som jeg kun kan skimte og

som jeg ved forsvinder helt

hvis jeg tager et skridt mere

tættere på vinduet

jeg tænker på savnet

som en irriterende tand

fiskene og savnet

de ved jeg er der

imens lyset lukker sig

om sig selv