nu er det blevet eftermiddag, nogle drenge står på elektrisk løbehjul, du er helt væk som regnen, jeg tramper i tastaturet, prøver på at lægge nogle skinner, forskellige slags stilheder overhaler mig som skygger, køkkenet dufter af flæskesteg og barndom, det er bare noget andet, du smiler til mig, du kender mig, behøver ikke sige så meget, jeg skubber vinduet i, hvad er der tilbage at skrive, august snakker nu i min bakkenbart, en sagte knitren nålen rammer det perfekte sted, “To celebrate the fact that we’ve seen the back of another black day”, katten kradser sanglinjen over, hvordan er den kommet fra virkeligheden ind i teksten?
Forfatter: Hans Karup
man lukker et vindue, og blændes af stilheden, eller åbner det, og bader i larm fra stemmer, der for længst burde være begravet i glemslen, graver dig frem trods besværet: Solen skinner med hovedet tungt i trav, en tyk sovs af dybe grin jeg ved det, kun lyden af hjertet dunkende forpint bag ribbenet, mine store lunger drænes af dyb alvor, det er så skønt, hvor jorden ligner blød uspiselig chokolade skyllet plaskvåd af snot
havet er uimodståeligt
hadet er uforståeligt
møllen tager ligesom
resten af verden en drejning
den forkerte vej
overalt høres lærken som i 1864
som for at bekræfte historien
eller for at vi ikke skal glemme den
havet er uforudsigeligt
dagen er sløret
som teksten er sløret
en Hans uden kontaktlinser
jeg ved ikke hvad jeg skal stille op
hvordan jeg skal opstille det
jeg skal også prøve at forstå
krænkede dråber af tegn
udvisker min biografi
det er en blind høne
der vrider den våde skrift
så jeg kan sprede skyerne
for at jeg igen kan finde vejen
ind til mit landskab
jeg er dyr og digt
som en downloadet tanke
mod snæversyn
jeg står og ser rimen
skiller græsstråene ad
jeg kan gø over dage
hvor jeg er kø i bakkerne
hvor tvivlen gløder i punkter
hvis fødderne ikke længere er
i forbindelse med fladerne
og ikke længere kan holde
samling på dem eller noget andet
der kigger ned på fødderne
med hård hud og rækker
af håbløse tæer der glider
og skvulper på føddernes flader
så er der ikke noget at gøre
andet end at vippe med tæerne
at se rim skille strå fra strå
er vel også en kompetence
jeg har lyst til at gøre noget vildt
som at gå langt ud i vandet
helt op til knæene
der er krabber
jeg står i vand til knæene
og ser ned på dem
engang stod der en anden
i en anden krop
og gjorde det samme
siger jeg til krabberne
jeg siger til krabberne
min far døde pludselig en nat
krabberne skynder sig væk
og nu kan jeg ingen se
gult sand og lidt småsten
og yderst vandet der skvulper
mod mine ustabile tankespor
jeg går ind i landskabet
vil vikle min hånd ind i alt
det plastik der flyder på stranden
eller jeg vil lade alt vand løbe ud
ad mine næsebor som tangtunge bølger
en mand går med sin hund
om lidt vil han slippe den løs
gult sand og lidt småsten
der knaser under mine sko
jeg kan se Dybbøl Mølle
der kværner i mit hoved
foruden de rullende bølger
hvor liner podes med tangsporer
der knuser mine tanker
altid er det de samme
altid er de det samme
kun forkølede erindringer og en sten
jeg tror der er rav bærer jeg med mig
jeg ved godt jeg er Don Quijote
der flakker rundt på Dybbøl Banke
vandkæmmer tvangstanker
og går til angreb på de sure tider
med min patos og urolige fødder
om lidt vil jeg gå ud af landskabet igen
manden kommer trækkende med sin hund
eller også er det omvendt
der er sommeren og så er der sorgen
så hvem skal nu tage mig ved hånden
vise mig det flimrende nærvær
fra skyggerne som falder
mellem grenene
en hvælvet gråpoppel
med kraftige opstigende grene
står først gråbrun
med fine hvide hår
senere bliver den mørkegrå
og efterhånden bleggrå
med tværgående bånd
af sorte pletter som henad visner
bliver udslukte i fjerne skove
hvor også jeg går
hvem skal nu vise mig
hvor gråpoplen står
alt sammen så simpelt
og alligevel uoverskueligt
træerne bøjer sig mod skyerne
der ligesom kraftigt kaster
håret bagover
himlen er øm som var den
Johannes L. Madsen selv
før det alligevel fortsætter
båret op på skønhed
der suser i flossede buske
med lyset tændt på himlen
tænker jeg på når jeg cykler
ned på Gendarmstien
efter et lille stykke græsmark
med et bordbænkesæt
kommer stranden
en gul sandstrand
derefter lidt tang og sten
inden vandet begynder
ved vandets udkant drypper
jeg i det udstrakte altid
der er cyklen og stilheden
og det som får lov til at blive
fordi solen fortsat sådan
hele tiden hviler
på min støttefod
klokken er ti nul fem
det er morgen
for mig
jeg skubber vinduet op
kaffen damper i himlen
jeg ser ud ad vinduet
duerne sidder på savnet
fra vinduet kan jeg se
fiskedammen i haven
og den sidste rest af sommeren
hvis puls er hurtigere end min
jeg tænker på guldfiskene
som jeg kun kan skimte og
som jeg ved forsvinder helt
hvis jeg tager et skridt mere
tættere på vinduet
jeg tænker på savnet
som en irriterende tand
fiskene og savnet
de ved jeg er der
imens lyset lukker sig
om sig selv