selv skyerne udenfor
hviddirrer
henover himlen
Forfatter: Hans Karup
himmelfart
lidt snyd er det vel
men den skal kastes
op på himlen
en dråbe på gennemtræk
roterende bølgesprøjt
indbagt i svungne flapper
blafrende som et kaffefilter
på vej i skraldespanden
omhu og flimmer
strør timerne ud over markerne
og træernes lange skygger
de skal ikke ende i de henkastede arme
der summer og svirrer i hinandens larm
før jeg når frem fra drømmen
med omhu og flimmer
aftentur
på gåturen i dag omringet
af en rapsmark
det er duften af aftenen
når jeg går gennem landskabet
en fornemmelse af god frihed
der sluger de desperate tanker
jeg efterlader mig dagen
gåturen er en måde at tænke på
på en dag så grøn som denne
hvert skridt en tung vejrtrækning
der giver slip
stiger op til himlen
er det så let
måske
blinker
blinker fortiden
det slog mig pludselig en morgen
at vi sikkert aldrig vil se hinanden igen
tilbage er nu kun den skygge
vores bøger kaster mod hinanden
på bibliotekets reol
din bog har øjenvipper af papir
når den blinker til mig
tænker jeg på dig blandt andre
men jeg ser slet ikke mere på samme måde
din sjæl i gadebilledet
måske fordi jeg er nærsynet
Hvis
hvis vi danser kædedans
mod en fælles smeltefri fremtid
hvis drømmen kan brænde
tilbagevendende barndom
hvis vinden kan filtre hinkestene ud
hvis byer skriger til himlen med fest
hvis åndedrættet kan holde op med at danse
kan den tunge rolle som den lette klovn
måske byttes ud eller i det mindste
overtages af en dubleant
17:35
jorden sveder
menneskene
sen eftermiddag
nogle drenge står
på elektrisk løbehjul
trækker min skrift
gennem blade
solen sliber mine kinder
har brug for noget
der fører scenerne sammen
noget der binder alt det sammen
som ikke kan være hverken
i mit hoved eller i dagen
venter på at eftermiddagen ender
forskellige slags stilheder
overhaler drengene
som skygger
og det er der vi er
at vi går ud
og tager hænderne
fra tasterne betyder ikke
at der ikke sker noget
betyder ikke at der intet sker
vi er på vej videre
med eller uden vinden
i bevægelsens retning
og det glider gennem os
så vi er et med bevægelsen
der har en betydning
gennem hinanden
og det er der vi er
vores sprog rækker ud
efter hinanden
og grænserne hviskes ud
men også om foråret
er ord tit unødvendige
det kan dog være nødvendigt
at sige det der skal siges
i himmelfarten
som det er
i fugleflugt der vrider
midt i uroen eller
for at være mere præcis
i rastløsheden
der bløder i kammertonen
ved jeg sproget kan sprænges
men lad det nu være lagt for jeg mager det ikke
så lad det nu være sagt
det er vejene som skvulper
alt der er ulydig og
vuggende som ingen
vejspærring kan
tilbageholde
så lad det nu bare være
som det er
ruin
det er ikke tiden
der rynker
det edderspændte forår
så jeg ikke kan ånde
i al det skrammel af støv
og tanker af os i farten
som vi alligevel vasker
vores hænder fri af
med tiden
det er ikke solen
vi ser glitre
i ruinerne
mistede vi et
uopmærksomt sekund
der smuttede ud af vores
fedtede barnehjerter
svævende stille væk
i luften