tak for sangene

selv skyerne udenfor
hviddirrer
henover himlen

himmelfart

lidt snyd er det vel

men den skal kastes

op på himlen

en dråbe på gennemtræk

roterende bølgesprøjt

indbagt i svungne flapper

blafrende som et kaffefilter

på vej i skraldespanden

omhu og flimmer

strør timerne ud over markerne

og træernes lange skygger

de skal ikke ende i de henkastede arme

der summer og svirrer i hinandens larm

før jeg når frem fra drømmen

med omhu og flimmer

aftentur

på gåturen i dag omringet

af en rapsmark

det er duften af aftenen

når jeg går gennem landskabet

en fornemmelse af god frihed

der sluger de desperate tanker

jeg efterlader mig dagen

gåturen er en måde at tænke på

på en dag så grøn som denne

hvert skridt en tung vejrtrækning

der giver slip

stiger op til himlen

er det så let

måske

blinker

blinker fortiden

det slog mig pludselig en morgen

at vi sikkert aldrig vil se hinanden igen

tilbage er nu kun den skygge 

vores bøger kaster mod hinanden

på bibliotekets reol

din bog har øjenvipper af papir

når den blinker til mig

tænker jeg på dig blandt andre 

men jeg ser slet ikke mere på samme måde

din sjæl i gadebilledet 

måske fordi jeg er nærsynet

Hvis

hvis vi danser kædedans
mod en fælles smeltefri fremtid
hvis drømmen kan brænde
tilbagevendende barndom
hvis vinden kan filtre hinkestene ud
hvis byer skriger til himlen med fest
hvis åndedrættet kan holde op med at danse
kan den tunge rolle som den lette klovn
måske byttes ud eller i det mindste
overtages af en dubleant

17:35

jorden sveder
menneskene
sen eftermiddag
nogle drenge står
på elektrisk løbehjul
trækker min skrift
gennem blade
solen sliber mine kinder
har brug for noget
der fører scenerne sammen
noget der binder alt det sammen
som ikke kan være hverken
i mit hoved eller i dagen
venter på at eftermiddagen ender
forskellige slags stilheder
overhaler drengene
som skygger

og det er der vi er

at vi går ud
og tager hænderne
fra tasterne betyder ikke
at der ikke sker noget
betyder ikke at der intet sker
vi er på vej videre
med eller uden vinden
i bevægelsens retning
og det glider gennem os
så vi er et med bevægelsen
der har en betydning
gennem hinanden
og det er der vi er
vores sprog rækker ud
efter hinanden
og grænserne hviskes ud
men også om foråret
er ord tit unødvendige
det kan dog være nødvendigt
at sige det der skal siges
i himmelfarten

som det er

i fugleflugt der vrider
midt i uroen eller
for at være mere præcis
i rastløsheden
der bløder i kammertonen
ved jeg sproget kan sprænges
men lad det nu være lagt for jeg mager det ikke
så lad det nu være sagt
det er vejene som skvulper
alt der er ulydig og
vuggende som ingen
vejspærring kan
tilbageholde
så lad det nu bare være
som det er

ruin

det er ikke tiden
der rynker
det edderspændte forår
så jeg ikke kan ånde
i al det skrammel af støv
og tanker af os i farten
som vi alligevel vasker
vores hænder fri af
med tiden
det er ikke solen
vi ser glitre
i ruinerne
mistede vi et
uopmærksomt sekund
der smuttede ud af vores
fedtede barnehjerter
svævende stille væk
i luften