Jeg tror ikke, der er nogen grænser for længslen.
Men jeg er ikke sikker på, hvad der er den egentlige længsel, eller hvor den kommer fra.

Jeg tænker på det, du skriver om solen.
At den også står op over de asfalterede veje – forbindelsen mellem det bløde og det hårde.
Det gør mig egentlig lettere indeni.

Solens magt. Naturens evige magt.

Hvad kan vi sige til det?

Da jeg var barn havde jeg et jordlod, en skolehave på én meter gange 20. Vi gravede, vendte, pløjede jorden med små redskaber, der passede til vores barnehænder. Vi nærmest kærtegnede den jord, inden vi såede og plantede. Og mens vi ventede på små lysegrønne spirer, lå vi på knæ på bløde skumpuder, som vi nænsomt rykkede fremad, i takt med at vi forsigtigt pillede det op, vi mente var ukrudt. 

Senere plukkede og høstede vi skattene på mest cerimonielle vis. For den mørke, bare jord havde nu frembragt store, sprøde planter af forskellig art, og vi hjemdrog nu i benovelse, tykke, grønne ærter i brune papirsposer, enorme gule, behårede squash, vi knap kunne bære i vores tynde favne, solsikker højere end os selv, søde, røde jordbær, gulerødder med fine, skæve knolde, friske og sprøde, løg og salat i alskens farver og snoede former. Og alle disse skatte var som gaver, vi aldrig før havde forstået værdien i, fordi vi aldrig før havde oplevet den proces, jorden muliggjorde.
Fordi vi aldrig havde interesseret os for det før måske, eller fordi vi havde glemt, hvor alting kom fra, i virkeligheden, selvom vi var børn.

Sikke en overvældende lykke det var at opdage den mening, jorden besidder. 

Det er dét – netop det.
At vi hører til.
Og det vi gør,
at forholde os til forbindelserne –
mennesket med jorden, naturen.
mennesket med mennesket.
Fordi vi er natur –
Fordi vi er menneske

At vi lever, fordi vi er forbundet til nogen.
At det er sådan, det er.

At mennsker altid skriver om forbindelserne, eller maler eller, synger eller hvad som helst
Og altid har gjort det.
Fordi det er meningen – fordi vi forsøger at forstå nødvendigheden og omfanget måske.

Alt det vi ikke kan alene.

Og den evige længsel,
er det en længsel efter jorden eller er det en længsel efter forbindelsen i sig selv?

Tanken om slægten er så fin. Men næsten også mytisk, efterhånden. For hvilken slægt kommer jeg fra? Jeg kender ikke min slægt, jeg kender ikke min historie, for ingen fortæller mig noget, og jeg glemmer at spørge.
Og den slags liv går tabt, mens jeg lever alene i mit høje blanke boligkompleks i byen. Alt det levede liv fra min slægt, ved jeg intet om. Jeg ser mærker ingens erfaringer med min krop, jeg ser kun min egne bekymringer, som jeg aldrig kan forløse alene.
Angsten for alt det, vi aldrig kan gøre alene.
Angsten for alt det, vores kultur lærer os, vi skal gøre alene.

Jeg ved ikke, hvordan man skal ændre det. Jeg ved ikke, hvordan man forbinder sig med sin slægt.

Jeg tror, vi hænger alt for lidt sammen.
Så lidt, at vi er begyndt at dø af ensomhed.
Det er faktisk grufuldt.

Vi må skabe nye slægter, vi begribe nødvendigheden af fælleskaber, af at videregive livet, at overlappe, at hjælpe med transformationer, med alting.
Det er en slags vanvid at tro, vi kan undgå det, at vi kan leve alene.

Jeg har ikke en mening om alting, slet ikke – men jeg siger til børnene; det er fint nok at have lidt jord på fingrene. I behøver ikke vaske fingrene hver gang, I har været ude i haven.
Det irriterer mig, at det at vaske hænder, har fået så stor værdi. Lad os dog få lidt jord tilbage i kroppen, tænker jeg.
Som sådan er jeg ikke bange for jorden, tværtimod.
Jeg savner jorden. Jeg savner den under mine fødder.
Der er langt til jorden her fra min lejlighed i byens blanke boligkompleks.

Måske kommer ensomheden, fordi vi har glemt jorden under os? Den jord, der skabte os. Måske er der for meget asfalt, måske er det for hårdt at leve, der hvor vi lever?. Måske kan vi ikke bevæge os i de cirkler, der er meningen for os. Måske er vores oprindelige, bløde, fleksible bevægelser erstattet af for hårde, kolde flader, der umuliggør menneskelivets proces.
Det er som om, vi er kommet til at adskille os fra jorden. Som om den er noget andet end os.
Så mister man jo forbindelsen til sig selv, så bliver man ensom. Tror jeg.

Men så, når vi har længtes længe nok, opdager vi måske , at det er jorden, vi har brug for at mærke under vores såler. Så trasker vi afsted, henover asfalten, til vi kommer ud til den bløde jord – også dér, hvor man kan se havet – og himlen mellem trækroner. Så opdager kroppen, at den ikke er så ensom. Det kan ske..

Det har jeg set og hørt om.

Det har jeg mærket.

Det er vel sådan, det er. At vi er beskuere – til al jordens magt? Naturen er vel den sande hersker, eksisterer konsekvent – uden nåde. Uden tanke på os.

Jordforbindelse er liv, fordi alt kommer fra jord.

I efteråret var jeg til begravelse. Præsten sagde; “Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå”. Hvis man spørger Gud i hvert fald.

Jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af den slags tanker – det er som, når jeg ser ud i himmelrummet om natten og tænker på stjernerne og universitetets konstante udvidelse, det kan ikke være i min hjerne. Jeg må tage det i små doser. For at kunne begribe det, bare lidt.

Omfanget af jordens magt over alting.

At jorden i sig selv er skatten, essensen, en slags magi, hvori og med alting skabes, forvandles eller gemmes. Alle behov, alle hemmeligheder, alle kærligheder, alle liv.

Forvandlingen, at jeg spiser rester, mikrober, celler af det, der før var dødt. At det giver mig livet.

At træde med fodsåler i jorden, den bløde, løse, fugtige, mørke jord. At altings liv spreder sig mellem tæerne, glider henover huden. Den milde og grænseløse jord. Sorte negle. Jeg ser ud over markernes fuger, der bølger som duvninger på havoverfladen. Den måde vi altid vender tilbage til jorden og landet, når vi har længtes længe nok.

Hvilken forbindelse har jorden til havet? Hvordan taler havet med jorden, hvad taler de om?

At finde det levende i jorden. At grave efter livet. At finde en spire, at spise jorden. Begrebet er voldsomt stimulerende.

Vi begraver de døde i jorden. Hvor skal vi ellers gøre af de kroppe, der dør? Alt det der levede, må tilbage til jorden. At give det levende tilbage til jorden. Som en naturlighed, en cirkulation, vi forstår med vores kroppe. Den måde vi ved det inderst inde.