ordforråd

egernet samler alle de ord op
der falder ud af ordbøgerne i det høje
nogle af dem graver han ned
nogle af dem samler han i sit lille runde bibliotek
som en spætte engang har hakket ud af
Den Store Danske Encyklopædi
hvad var en vinter uden at gnaske på de termer
ingen andre længere bruger

ordforråd

jeg mestrer kun én type smalltalk, siger heksen,
biernes, musenes, spurvenes, billernes,
at lægge ansigtet ned i græsset og beholde mit blik
ti centimeter fra dyret
indtil det føler sig så trygt, at det begynder at knævre

men så små ord i menneskers munde, siger hun,
så godt hører jeg ikke
det runger i den store mund og jeg kan ikke pille ekkoet
ud af sit ophav

derefter er hun stille så længe, at jeg ikke har andet valg
end at gå igen

heks

med fire malakitter i mine kurveformede hænder
anråber jeg guderne:

skumr,
gry,
skvulp,
sky,

stenenes sure nordlys hæver sig fra håndfladerne
tro kan flytte himler, hvisker jeg,
man ved bare aldrig i hvilken retning

styrkt

selvfølgelig er det ikke rart
for nogen, da den forreste cykelrytter
flyver hen over en sten på vejen
og de én for én styrter over hinanden
og kradser lemmerne hen ad asfalten
som sandpapir mod den nys tilskårne hylde

men efterhånden som de lander
i den stadigt højere bunke, og mere og mere stille klaprer
mod hinandens lemmer
begynder roen at sænke sig, roen som en flok
ulve, der sover ovenpå hinanden,
som surikater, der styrker bånd i hule

da lægen ankommer, er de fleste faldet i søvn
og kun trænerne står forvirret tilbage
og sveder sponsorpenge op i den franske skumring

nervus vagus

jeg kan ikke se krammet
for bare arme, jeg kan ikke se kulden
for bare sne

det er for konkret det hele, alt for konkret

hvor er nirvana
når man har brug for det
hvor er meditationen
uden åndedræt

det kan ikke være rigtigt, at man hver eneste dag
skal slæbe rundt
på alle disse lemmer