det er ikke tiden
der bygger bjerge af sne
på grøntskuffens radiser
det er ikke tiden
der æder kødet af benene
til de skinner mon himlen som kridt
det er ikke tiden
der sætter smerten som hængsler i leddene
og advarer mod uvejr
med betændelsens brummen
det er ikke tiden
det er milliarder af små organismer
hvis liv føles lige så lange som vores
hvis personlige forviklinger er lige så sjælstærke
hvis byer skriger lige så meget til himlen med fest
og alle spektrummets farver
det er ikke tiden
der skal have æren
for forandringerne
dem har sindenes hænder lavet
Forfatter: Cecilie Lolk Hjort
mere eller mindre
bliver vi kun mere
som vi rager til os gennem livet
og samler bunker så store og glembare
at de fordobles af støv
eller bliver vi også mindre
skraber minder og tanker af os i farten
som man vasker sine hænder
og erklærer alle fri
ti års fred
i en tre minutters krig
kan man nå at miste alt
huset sønderbombet, resterne stjålet
hele familier der ligger
døde som sovende krager på marken
det er ikke tiden
det er voldsomheden
sindbrise
mod den ufærdige vind
og op bag skyerne
med en heftig flaksen
gennem de fraværende lyn
de lydløse tordenskrald
hvorfor bliver det koldere
jo tættere jeg kommer på solen
forårstid, efterårstid
døgnet er en fiktion
der rykker sig frem og tilbage
med havemøblerne
som en meget langsom salsa
om klodens dansegulv
derovre hvor vi ikke kan se hen
danser de en time forskudt
det er vores måde at lave bølgen
med de fremmede
hvem
hvem tager sin dyne med ombord
hvem lægger sin hovedpude op ad sidemandens skulder
hvem samler hovedtelefonerne om ørerne som varme hænder
og spiller marconi union til langt ud på de 14 timers fugleflugt til Sydney
hvem har pakket varme uldsokker og alle slags tilladte snacks
og slukket alt lys indenfor ti menneskers radius
hvem snorker saligt på første klasse
med sidemandens hoved hvilende blidt på sit
hvem
kabinelys
rummet fyldt med de sovendes krav
dirrer som et træ der skæres midt over
som turbulens
som et tordenvejr langt væk
der endnu ikke har mødt sit lyn
andres søvn er en hånd over mine øjne
en hat af hænder om mit pudeuglede hår
men snart lander vi
og alt vil vågne
at slukke lyset er øjnenes død
før den holder op med at bide
skal hunden mærke solen på snuden
og mosset under poterne
i mindst hundrede dage
uden ørehivende børn
uden avisslående voksne
uden råbende hundetrænere der jager knækket
i sjælen, den karakteriske lyd
som en pølse der overgiver sig til grillen
ud med det hele, og ud med døden
aflivning er den grimmeste genvej til fred
vi vil aldrig få indsigt
hvis helten er faret til himmels
og har efterladt os uden slutning
skaden
skaden letter
som et skråt fyrværkeri
og torpederer træet
hvor der langt inde mellem grenenes skelet
skjult af en paryk af flade blade
ligger en rede
og blunder
HIMMELFART ~ 18. maj 2023 kl. 9-22
I dag mandag skriver Cindy Lynn Brown, Hans Karup og Cecilie Lolk Hjort i tretten timer her på bloggen. Dogmet er, at hver tekst (undtagen hver forfatters første tekst) skal starte med en linje fra en foregående tekst.