tidsløst

det er ikke tiden
der bygger bjerge af sne
på grøntskuffens radiser

det er ikke tiden
der æder kødet af benene
til de skinner mon himlen som kridt

det er ikke tiden
der sætter smerten som hængsler i leddene
og advarer mod uvejr
med betændelsens brummen

det er ikke tiden
det er milliarder af små organismer
hvis liv føles lige så lange som vores
hvis personlige forviklinger er lige så sjælstærke
hvis byer skriger lige så meget til himlen med fest
og alle spektrummets farver

det er ikke tiden
der skal have æren
for forandringerne
dem har sindenes hænder lavet

hvem

hvem tager sin dyne med ombord
hvem lægger sin hovedpude op ad sidemandens skulder
hvem samler hovedtelefonerne om ørerne som varme hænder
og spiller marconi union til langt ud på de 14 timers fugleflugt til Sydney
hvem har pakket varme uldsokker og alle slags tilladte snacks
og slukket alt lys indenfor ti menneskers radius
hvem snorker saligt på første klasse
med sidemandens hoved hvilende blidt på sit
hvem

kabinelys

rummet fyldt med de sovendes krav
dirrer som et træ der skæres midt over
som turbulens
som et tordenvejr langt væk
der endnu ikke har mødt sit lyn
andres søvn er en hånd over mine øjne
en hat af hænder om mit pudeuglede hår
men snart lander vi
og alt vil vågne

at slukke lyset er øjnenes død

før den holder op med at bide
skal hunden mærke solen på snuden
og mosset under poterne
i mindst hundrede dage
uden ørehivende børn
uden avisslående voksne
uden råbende hundetrænere der jager knækket
i sjælen, den karakteriske lyd
som en pølse der overgiver sig til grillen
ud med det hele, og ud med døden
aflivning er den grimmeste genvej til fred
vi vil aldrig få indsigt
hvis helten er faret til himmels
og har efterladt os uden slutning