Hvis parfumen dufter dårligt
og flakonen er en drøm
så er det bare på
med næseklemmen.
Den flotte med stjernerne
fra Lanvin, naturligvis.
Forfatter: Cecilie Lolk Hjort
sandhed og konsekvens
ingen heks ingen heling
ingen giftige planter ingen aftensmad
den sorte bamse ser på dig fra sit hjørne af den nymalede seng
hvad havde du forestillet dig, synes dens tomme øjne at spørge
en skefuld sukker
jeg sanker mit sind
forsigtigt, bid for bid
ikke spise de giftige tanker
*
er du i tvivl, så nip
og vent 24 timer
lidt sygdom
forhindrer
meget sygdom
som en kanariefugl
i svælgets mine
*
det handler ikke om at undgå giften
siger heksen
det handler om at lære, hvilken gift
du kan madlave væk
og hvilken der brænder sig gennem
alle opskrifter
*
tag nu f.eks. brændenælden:
når den bider
med sine mange små kanyler
så brænd den lige på hovedet tilbage
og spis
*
nogle former for gift
bliver til sukker
når de smager deres egen
medicin
*
servér sjælen dampende varm
med smør og fløde
en velfodret mave er en krydret tankeboble
giv mig al smag og ingen farver
lykken er en sort
vingummibamse
med smag af kul og grafit
og en krop som et mareridt i husblas
skønhed er timing
solsorten
synger din puls ned i aftenlyset
så smukt
så smukt
solsorten
synger dig vågen ved det første lys
så smukt
så smukt
og så pisse
irriterende
som at drikke en tår af verdens bedste øl
med smag af glimtet i guld og sølv og farverne af alverdens juveler
og så spilde resten ud
over din kridhvide kjole
i den smukke, smukke blomstereng
eau de
en mark af parfumeflasker
plantet i ujævne rækker
*
disse blomster åbner sig ikke efter
solen, du må selv
brække naturen op
*
kun hænderne kan løse duftens gåde
home is where the faces are
en fugleunge knytter sig til det første væsen den ser
så hvad sker der hvis vi alle sætter os i ring omkring den
og printer alle vores ansigter ind på dens nethinde
et kæmpemæssigt gitter af fællesskab
en landsby af mødre, et hav af mødre
som en stjernehimmel af forfædre
der ikke har gidet at dø endnu
kan en fugl navigere efter et verdenskort så badet i liv
kan hjertet overhovedet rumme
så meget familie
gyserhistorie, meditationsmusik
solsortene plukker regnorme som blomster
den enes grim er den andens smuk
man kan hvad man føler
du kan ikke overmale alt med hjertets rødme
siger malersvenden og kaster
spanden i havet
det var hans hensigt
at den skulle synke til bunds
som en sten eller en båd
der vil vandet mere end luften
men den åbner sig som en sulten musling
kaster malingen ud i bølgerne
som et blodbad, som den første plage
men ingen dyr lugter blodet der ikke er der, ingen mennesker
lugter guds lunte
kysten lader sig bare roligt farve
lysere og lysere rød
mens jeg peger og siger haha:
jo jeg kan
en dybhavsfisk med øjne som discokugler
du slår tiden an
som et auditivt gitter
nu mangler vi bare melodien, siger jeg
og dykker ned, dybt ned
hvor selv lyden ikke kan følge mig