mange år senere

eller børnene fra skolegårdens syndebuk
de kigger også stadig væk
som om vandet du hældte over mig
var usynligt
som om madpakkerne var værd at gemme
til en dag så frisk som denne
hvor butikkerne holder lukket
hvor køernes bjælder baggrundsspinder
et blidt blidt af væv at gynge i

muskler

blafrende som et kaffefilter
kysser jeg solen
så træt er jeg blevet af at se den samme film
på repeat gennem årtier
at der kun er kaffen og solen og månen
alt det andet lader jeg stå
når jeg går

skala

og alle spektrummets farver
fylder jeg lommerne med
og resten i navlen
reptilhjernen vil have nuancer
af grøn og blå marmorering
der er mere brusk i en vandmand
end man skulle tro
flere grønlilla tråde
og slet intet blæver
spektrummet står pivåbent
og blafrer sultent
som en regnbue

karrusel

med sine nysgerrige møbler
og deres vagtsomme øjne
indgik hun forhandling
for at gøre plads til flere
måtte alle rykke sammen
stable sig og flette sig tæt
hun måtte til gengæld opgive
gangstien til køkkenet
svævebanen til månen
kaste vuggen ud med badevandet
sidde i skrivebordsskuffen
og gøre sig en smule mindre

uvederhæftigt

tusmørket skal smuldres og kastes op på himlen
hver eneste aften før vi går
datomærkning og et stempel
så ingen stjæler tusmørket imens vi holder fri

det er mellemrummet fra videnskab
til intuition du fylder med gud
og jeg med poesi

men stjernehimlen dækker jeg med skyer
så kan stjernerne bedre koncentrere sig
om at passe mit tusmørke

undtagen smulderet der klistrer til min finger
det beholder jeg tæt tæt
på huden

skånevask

om vores svedige tindinger
summer og svirrer hinandens larm
tanker og mikroudtryk spørgsmål
ubesvarbare nøgne
den hvide sommerkjole passer
slet ikke til arbejdet der venter
men det bekymrer ingen
når først kampen skvulper afsted
et enkelt slag med halen
sender os på skrigende omgang
hvad er den bygget af
den tinding kan jeg få en
uden kropslugt og arrogance
må jeg bede om en ny kjole
syet af agurkeskiver
så skal jeg nok sige tak
og stikke af med mig

refleksbehandlet

måske fordi jeg er nærsynet
er verden mildere i yderkanten
før jeg når frem fra drømmen
er der ingen nullermænd i hjørnet
ingen nullerkvinder på skabet
andres ansigter er klumper af lys
menneskestøj endnu forsigtig
ligesom minutterne før jeg falder
om til den anden side
hvor det kun er fugle og bittesmå flammer
der forstyrrer mig
med omhu og flimmer

snyderobot

som varmluftballoner stiger vi
klik klik mod skyerne
ramle ind i en hallucination
en forgrenet løgnhals af en glitch
kondensere larmen i et blink
samle knæets smerte i ét punkt
samvittigheden frygten i et komma
kassere alt tegnsætning
i sandsække jeg prikker hul på
for at stige længe endnu
det er eftersmagen af chili
der svier mod læben langt senere
fordi den uventet vender tilbage
det er face value mod stjernerne
og endnu et sving opad
ballonen trækker vejret gult
og kraftigt på vores vegne

ussel rigdom

intet er så galt
at hegnet ikke kan sænkes
spærre elektrisk elastisk
for uønsket fornuft
det gode ved film fra perioden
er at grådighed altid straffes
dumdristighed og idioti
hollywoods straf
den brune dør først
den grådige sidst
og den eneste kvinde
hooker op med helten
hegnene vokser ikke ind i himlen
selv ikke på en dag så grøn
som denne