Træet er blevet til mit bord
jeg skriver træet
en særlig stor knast holder øje
nu blinker den
det er et tegn,
træ uden knaster er dårligt
sagde min morfar,
jeg tager hænderne fra tasterne
knasten lader sig ae,
det er okay
tekstens tid er som træets i skoven
at der ikke sker noget
betyder ikke, at der intet sker
bogstaver bliver til ord
der bliver til sætninger
som træer vokser, får grene
og på et tidspunkt kommer der blade
måske ikke nu
men snart

Vi er på vej videre
med eller uden vinden
i bevægelsens retning
bussens vej fra stoppestedet
til endestationen hvor det altid regner,
der er også mørkt
vi skal spare på strømmen,
så jeg ser ikke filosoffen Mike Tyson
stå klar i skyggen
til at give mig/dig/man/hvem
én på hovedet,
okay, ny plan

Foråret burde være evigt
men så var det noget andet
et eller andet omtrent så forkert
som at tale i en Stillekupé,
det kan dog være nødvendigt
at sige det der skal siges
måske er man bange
det kan man være
i alle lande og
på rigtigt mange sprog,
hvis man så er glad
når som helst og hvor som helst
også om efteråret
er ord tit unødvendige

Hvis der var musik
ville den være til at høre
det er mønstret
det er her
det har fået samlet sig
men det ligner både Morten
og byen Mønster, den i Tyskland,
stemningen skifter
skoven vender sig
gem dig
fx under et blad
eller din egen skygge

De går tvivlende
rundt om og ind i ordene
ved ringvejen drejer flere
ruten går ad
blad
kvad
flad
had
bad
mad
sad
lad
vad blot videre ud i verden
ad wherever

Når bladene er faldet
så ligger de tilsyneladende roligt
om natten går der nogen rundt
og rundt og rundt og
vender alle blade i skovbunden
(på nær otte procent),
vinden har ikke noget
med det at gøre
den er bare jaloux