afgang

der stod en dreng/ ved stoppestedet i dag/ han stod med ryggen til/ og strakte sig på tæer/ for rigtigt at kunne læse skiltet med afgangstider/ imens kørte bussen forbi

Vold

Jeg husker volden, som en lyd i luften, når jeg spillede stangtennis med min bror og han med al tænkelig kraft slog til bolden, og jeg kunne akkurat nåede at dukke mig. Jeg husker suset for ørene og det mørke i hans blik og smagen af metal i munden. –Men der skete jo ikke noget, svarede min far mig når jeg fortalte ham om det, og jeg tænkte: Det her stopper aldrig. Jeg fik ret. Jeg har holdt øje med bolden lige siden. Lyttet efter den der hvislen i luften, lige før den rammer. 

Jeg vil gerne købe en vokal

Min mor siger altid, når jeg er løbet tør for kaffe eller svalerne har skidt på min sadel: Tænk så på læhegnene. Jeg har aldrig rigtig forstået det der med at pege på nogle andre, der er mere udsatte, mere undertrykte, mere skidt på. Som om min manglende kaffe eller svalernes klatter gør noget godt for de vindblæste træer.
Når det er sagt, skal der ikke herske tvivl om, at jeg sympatiserer mere med læhegn end med mig selv. Til enhver tid og helt hundrede.

Jeg har kun slået en gang. Det var en sygeplejerske, jeg slog, jeg var otteogtyve år, og det var med en ske. Jeg vidste med det samme, at den var helt gal. Tavsheden i rummet. Helt gal. Jeg tror, jeg undskyldte hundrede gange – uden at overdrive. Til sidst sagde hun, sygeplejersken altså, at hun ville foretrække, at jeg slog noget mere, i stedet for at blive ved med at undskylde.
Jeg har ikke slået nogen siden. Ikke engang min hund, selvom den engang løb lige ud foran en bil. Men jeg har undskyldt, hold kæft, hvor har jeg undskyldt. Måske skulle jeg begynde at slå lidt i stedet.

Jeg havde også udset mig vreden som udgangspunkt. Men som det altid går med mig, ender jeg med i stedet at skrive om sorg. Skal jeg så hellere holde min mund. Er det bedre at slå end at græde. Kan jeg holde et stopur frem og påstå, at jeg holder tiden i hånden. Er den første centimeter på linealen forskellig fra den sidste. Spørgsmålstegn.

Jeg tissede i bukserne i ottende. Man tisser ligesom ikke i bukserne, når man går i ottende. Jeg skyndte at læne mig op ad en brandvarm radiatoren, for at få pletten til at gå i sig selv. Men stanken. Jeg behøver vel ikke at skrive mere.
Min lærer rømmede lokalet med det samme, han trådte ind. Bad simpelthen os alle om at flytte over i biologilokalet på den anden side af gangen.
Der var ikke nogen, der sagde noget, hverken min lærer eller de andre. Det var på en måde det værste. At alle vidste, at det var mit brandvarme pis, de kunne lugte, men at de lod som ingenting. Jeg gik rundt i de der bukser resten af dagen. Pletten var godt nok tørret ind, men de lugtede stadig og stoffet var ligesom lidt ekstra stift der, hvor fugten var forsvundet fra.

Jeg har oplevet virkelig meget lort i mit liv. Jeg har haft kronisk blærebetændelse og er blevet sondemadet for ikke at dø af sult. Men det mest smertefulde, var alligevel at få fjernet en betændt storetånegl. Det var hos lægen, og jeg græd så meget, at jeg kastede op og han måtte betale for en taxa hjem. Det er mærkeligt med smerter, de følger ligesom deres egne regler.

Jeg tog min mors pigenavn, Juhl, da jeg fyldte tyve. Indtil da havde jeg ikke skænket det en tanke, men så fik min morfar, Tømrermester Viggo Juhl, sit ben amputeret, og så blev det pludselig vigtigt, at jeg bar hans navn. Det kostede otte hundrede kroner, at få det ændret, min morfar var frygtelig forarget.
–FOR FIRE BOGSTAVER? råbte han og rystede på hovedet, og jeg måtte lyve og sige, at jeg havde fået rabat og kun behøvede at betale hundrede kroner, fordi jeg var studerende.

Jeg husker virkelig mange middagslure. Lyden at stueurets visere, der bevægede sig som langsomme skridt over en gårdsplads med grus. Forhænget af bambus, foran min farmors terrassedør. Skyggerne der faldt igennem og dannede mønstre på gulvet. Der skete ikke en skid, mens hun sov, men inde i mit hoved skete der alt muligt. Sekundviserens stødvise bevægelser blev til hik fra et genfærd og mønstrene på gulvet til underjordiske skrifttegn.