De der kaniner, Tomas. Ivan og Oscar. Mon det var belgiske kæmpelandkaniner?

Jeg tænker, vi må gå en tur en dag. Os to. Gennem Amagercentret. Se på mennesker og dyr og frakker og skrive det hele ned.

Det vil jeg gerne❤️

Jens Wilhelm

Det bedste ved Brødrene Løvehjerte var farfar.

I flere år drømte jeg om sådan en.
En ukendt farfar, der en dag ville sidde på en bænk og elske mig, selvom han vidste, at jeg engang havde stjålet en halvtredser fra min mors pung, tværet en natsværmer ud med foden og kaldt min far for en røvkatar.

Sådan en mødte jeg aldrig, men det var tæt på. Det var en af pædagogerne i børnehaven, han hed Jens Wilhelm. Han kunne spille både klaver og mundharpe på én gang, og så skældte han ikke ud, selvom man kom til at klappe i utakt.

Han kørte galt på sin cykel.
Han havde sådan nogle fløjlsbukser på med meget vide ben, og stoffet satte sig fast i hjulet, og cyklen væltede, og han slog sit hoved meget slemt.
Så slemt, at der gik tre måneder, før han overhovedet kunne huske, hvad han hed.

Han kom ikke tilbage til børnehaven.
Men jeg flettede en krans af mælkebøtter og gav til en af pædagogerne, der besøgte ham.
Hun kom tilbage med et billede af Jens Vilhelm i en kørestol og med min krans på hovedet.
Han smilede.

Kærlighed og kaniner

Jeg elsker også katte. Og natsværmere. Og ørkenspringrotter og bænkebidere.

Jeg har selv en hund. Han hedder Mumrik. Han hader regnvejr og lyden af tegnefilm – især Disneys juleshow.

Engang havde jeg kanin.
Da jeg købte den, kunne den ligge i min hånd.
Jeg holdt så meget af den, at jeg skrev et brev og fortalte, at hvis jeg nogensinde skulle blive fanget af tyskerne, og de gav mig valget mellem mit eget og kaninens liv, så skulle kaninen have lov at leve.

Der kom heldigvis ikke nogen tyskere, men kaninen voksede sig stor.
Det var en belgisk kæmpelandkanin og den endte med veje lidt over 8 kilo.
Den blev også mere og mere sur. Faktisk så sur, at den bed mig, hver gang jeg forsøgte at kæle for den. Nogle gange også, når jeg kom mad.
Til sidst blev vi så uvenner, at jeg rev brevet i stykker.

Te og kejtet hygge

Min farmor drak altid te.
Hun sked også engang i sengen.
Jeg var på ferie for første gang alene. Jeg havde fået lov at sove i sengen ved siden af min farmor. der, hvor min farfar plejede at ligge Jeg havde min egne pude og dyne med – og et betræk med Pippi og Nelson og Lille Gubben.

Jeg vågnede ved stanken.
En helt forfærdelig stank.
Jeg satte mig op i sengen og så under dynen, for at se, om det var mig, der var gået hul på.
Det var det ikke.
Så løftede jeg min farmors dyne. Den var tung, og det var meget mørkt nede under den. Alligevel vidste jeg det med det samme, jeg kunne genkende lugten, den var ikke til at at tage fejl af. Min farmor havde skidt i bukserne.

Hvad gør man, når man er syv år og ens farmor har skidt i sengen.
Jeg ved det ikke. Jeg ved kun, at jeg tog min dyne og min pude, listede ud ad soveværelset og ind i køkkenet og lagde mig på slagbænken. Jeg ved ikke, hvor længe, der gik, men det var stadig mørkt , da min farmor pludselig stod i døren. Hun havde curler i håret og en fin kjole på med blomster og en broche af sølv.

Vi snakkede ikke om det.
Vi snakkede ikke om, hvorfor jeg lå på slagbænken i køkkenet, eller hvorfor min farmor havde været i bad midt om natten.
Men hun lavede te og ristede boller, og selvom det var kejtet, var det også hyggeligt at sidde dér i køkkenet. Spise boller og drikke te midt om natten.

Persianerpels

Apropos overfrakker, så har min moster en persianerpels, der er så tung, at hun får ondt i hovedet af at gå med den.

Hun har også en depression. Og en kat, der bliver ved at løbe væk.
Så må hun stille mad ud i haven og vente på, at det bliver aften, og katten kommer for at spise – og HAPS.
Så griber hun den rødstribede kat om maven og tager den med sig ind på sofaen, og så ser de Barnaby eller Inspector Morse, og min moster falder i søvn og glemmer næsten, at hun er ked af det.

Næste morgen løber katten væk igen, og min moster må tage sin pels på. Den hun får ondt i hovedet af. Så går rundt sådan – også om sommeren – i kvarteret og kalder: Kis, kis, kis.

Jeg ved ikke, om det er en glad eller en sørgelig slutning.
At nogen går rundt og kalder sådan, kis, kis, kis?

Våben

Det er rigtig nok, man er nødt til at bære våben.

Da jeg var lille arrangerede min mor og far altid, at vores genbo skulle komme og spille julemand. Han hed Preben og havde sådan et alt for hvidt og alt for stift skæg om hagen – og en pude på maven. Han sagde også en lyd: “Ho ho ho”, selvom alle ved, at ingen siger sådan. Ho ho ho.
Kun falske julemænd.
Jeg vidste godt, at Preben var Preben. At det var Prebens stemme, der lo, som ingen ler og Prebens hænder, der delte gaver ud. Men jeg lod som ingenting. Slog hænderne sammen og råbte “jaaa” og gav hånd: “hej julemand.” Nejede.
Jeg tog også imod gaverne, pakkede dem op: En lilla undertrøje og et par regnbukser.
“Åååh”.

Jeg ved ikke, om min mor og far nogensinde fandt ud af, at det var for deres skyld.
At jeg gjorde det for dem.
Måske troede de, at det var for min skyld.
Puden på maven, det falske skæg. Ho ho ho.
Og så tænker Jed på det, du skrev om våben. At det måske alligevel er bedst, at man ved, hvordan man bruger dem. Og mod hvem.
Kan man egentlig gå i krig med en ske?
Og hvad vinder man: en skål risengrød eller bare retten til at grave et hul?

Otte skeer

Nogle år senere sad jeg hos en anden terapeut. Hun hed ikke Bente, men det kunne hun godt have heddet.
Jeg var blevet henvist af min læge, de kaldte det et “smertehåndteringsforløb”. Det er kun et ord men det er på toogtyve bogstaver.
Det var fordi jeg havde ondt. Hele tiden og overalt. Min læge sagde, at jeg ikke havde noget at have ondt af i. Ingen brækkede ben, forstrakte sener eller hæmorider. Så nu sad jeg hos Bente, der godt nok ikke hed Bente, men Marianne. Og Marianne forklarede, at alle mennesker er født med et vist antal skeer. Fireogtres mener jeg, hun sagde.
–En ske kunne man så bruge til at tage tøj på, en anden til at cykle på arbejde med, en tredje til at slå flikflak i en trampolin, hvis man var til den slags.
Men så var det at Marianne sagde, at jeg kun havde otte skeer. De andre var vist nok enten tæret væk af rust eller var blevet væk i en opvaskemaskine.
Otte.
Så må man vælge.
Vil man helst have tøj på eller hoppe i trampolin?

PS: Min mormor kunne også alle insekternes navne udenad. Og de hjemløse kattes: Kis og mismiav og Spirella og Tutfis. Jeg savner min mormor. Hun var også ligeglad med sådan nogen som Bente og Marianne og alle deres metaforer om skeer.

Ske

Åh, Bente, hende kender jeg godt. Hun er godt nok ikke fra kommunen, men hun er terapeut, og det er næsten lige så slemt.

Jeg slog hende engang i hovedet med en ske. Jeg var 28 og indlagt på en afdeling, hvor Bente arbejdede. Det er lang og meget kompliceret historie, men jeg fortrød i samme øjeblik, jeg havde slået hende. “Undskyld, undskyld, undskyld, undskyld,” sagde jeg. Jeg sagde det faktisk så mange gange, at Bente til sidst bad mig om at holde min kæft. Det er ellers ikke ret tit, at terapeuter er ærlige, men Bentes hold kæft, det var ærligt ment, det ved jeg.

Hun sagde også, at hun heller ville have, at jeg slog fra mig i stedet for hele tiden at sige undskylde

Natsværmer

Jeg er ikke et godt menneske. Jeg er bare et menneske.
Jeg fandt en insekt i karmen i morges. Det havde vinger og form som en lille raket, jeg tror, det var en natsværmer, en stor natsværmer. Den blev ved med at flyve mod ruden, ved og ved og ved, dumme dyr. Hver gang satte den et lille aftryk af gult støv, der hvor den havde ramte imod. Ikke meget men nok til at man kunne følge dyrets fortvivlede vej henover glasset.
Den endte blindt. 
Jeg fandt jeg et glas at fange natsværmeren under.
Satte glasset på et bord ved siden af, hvor jeg sad. Det lille insekt flimrede og flaksede under glasset, det lød, som en lille propel, der var gået i stykker.
Flaf-flaf-flaf
Lyden af huller i luften.
Jeg forsøgte at berolige natsværmeren, hviskede “Aåååå, såååå”, og til sidst faldt den til ro. Helt til ro. En enkelt gang løftede den sin ene vinge, men kun halvvejs, som om den vidste, at det ikke nyttede. Så opgav den.
Jeg bankede på glasset, men der skete ingenting. Dyret sad fuldkommen ubevægelig under det gennemsigtige glas, reagerede hverken på min stemme eller mine fingres slag.
Til sidst løftede jeg glasset væk, men heller ikke det hjalp.
Dyret rørte sig stadig ikke.
“Flyv”, hviskede jeg, “flyv.”
Så lidt højere, næsten et råb: “FLYV”.
Men natsværmeren fløj ikke, den blev siddende uden at røre sig. “Hvorfor er du så dum?” råbte jeg: “DUMME!” Så hvinede jeg min kind på bordet, så min mund flugtede insektet, og pustede. Først forsigtigt, så mere voldsomt, indtil dyret endelig bevægede sig, blæst hen over bordet af min ånde. Ud over kanten. Ned på gulvet. En lyd af næsten ingenting men kun næsten.
Så lå den dér. Stadig stille. Helt stille og på siden. Jeg skubbede til den med spidsen af min fod. To gange..

Så trådte jeg på den. Hurtigt og hårdt. Tværede rundt med foden, en gang, to gange, tre. Løftede så foden igen. Der var ikke længere nogen insekt at se, ingen natsværmer, ingen vinger, kun en gulbrun klistret klat på gulvet. Jeg skyndte mig at fjerne den med en klud.
Jeg gnubbede og gnubbede, mens jeg igen hviskede: “Sååå, sååå”. Jeg blev ved og ved, indtil jeg var helt sikker på, at alle spor var væk. At det aldrig var sket.

Kære sten

Hvis nu jeg tier, vil du så råbe lidt for mig?

I går var jeg ved kiropraktor, vi talte om ting. Om vrede for eksempel, eller måske snarere: om manglende vrede. Jeg fortalte ham, at jeg sådan ville ønske, jeg var mere vred.
Han sagde “Gå ud og kast med en sten.” Jeg svarede, at det jo ikke nyttede at kaste med sten, hvis jeg ikke var vred på nogen, for hvad skulle jeg sigte efter. Hvem?
Han svarede, “gå nu bare ud og kast”. Og det gjorde jeg og ramte et træ og en rusten cykel og en papkasse, nogen havde glemt. Og jeg blev faktisk rigtig sur, det var rigtig nok, hvad han havde fortalt. Jeg blev vred: på træet for at stå i vejen, cyklen for at være rusten og kassen for at være af pap.

Jeg er meget glad for min kiropraktor, han hedder Jens.