at gå

og gå

glas

støv

og gruset

under fødderne

og skrive

parret med hunden

i forgængerovergangen

og alle dem med telefonerne

en der binder sit snørebånd

eller regnen

skrive

at løbe væk at gå

at gå

med camilla

i et paris

tak!

vi for vild

og løb fra regningen

fra mændene

eller var det fra taxaen

ud i byen

vi var tre

på vej til den næste fest

jeg løj

de lægger sig i lag på lag

historierne

vi diskuterede

vi ville stalke

eller ville vi

give os ud for at være nogle andre

glas

og glas

klirren fra bestik

lysene på en selfievideo med min veninde

et panorama og atmosfærestøj

langsomt

en sommeraften ved canal saint martin

en hilsen til dig fra endnu et paris

og min fars hånd guld om fingeren

husker jeg

på min mors lænd

engang

og hans fløjlsbukser

i 1980

de første pomfritter på Burger King

på Champs-Elysées

det er ikke længere

som om han lige kunne

komme  

rundt om det næste gadehjørne med

frakken blafrende skægget

krakeleret i et smil

er det en vind en skikkelse

bag et forhæng

en tjener henter tærte

en ske

da jeg ser en mand taste sin kode ind ved en hoveddør

og smækket da den lukker og

ornamenteringen nedslidt

firkanterne i stenbelægningen

under fødderne

det tynde lys

og det er ikke kun i tørklædet slynget om halsen

men jeg vil være hende

bare et øjeblik

en ung kvindes

talons noirs

på caféen

håret hun ser mig bestemt i øjnene

hendes morgenmad:

marlboro light  

en espresso

og dengang i et sving

bag visiret skråt

hendes blik

jublen bagpå en studievenindes scouter

metallic lilla

et impulskøb for et Prins Henrik legat

voler

voile

violent

og jeg stjæler fra anne carsons paris

når jeg igen lægger lårene omkring mit yndlingskvarter

at gå tilbage til steder man ikke kan finde

og de steder der er  

prisunic

glascontainerne

de grøngråstribede byggerenoveringsafspærringer på

place de la bastille fx og

cafeen ved Notre Dame med udsigt til seinen

er forsvundet

men l’etoile verte har stadig

mousse au chocolat

jeg får mavepine af