hvor jeg sidder

et hjørne

inde og ude

i sengen

soveværelset

med ryggen mod væggen

kattene slumrer

gadens lyd

om hushjørnet

vinden

en brummen

i skødet min computer balancerer

og brillerne på næsen

naboerne er stille

en spiller skalaer

på klaver

langt væk

gør en hund

og en lastbil bakker

vinduerne over for afblænder blåsort

men om aftenen

et vilkårligt mønster

lyser de op

for igen

at slukkes og tændes

jeg ved ikke

hvor de går hen

når de går

genboerne

I ser ikke mit ansigt på skærmen

men måske det jeg ser

eller hører

jeg forestiller mig

de skændes

genboerne

eller slutter fred

naboerne

taler om noget

på et sprog jeg ikke forstår

deres fagter

jeg kan se de ser tv

kommer hjem

vasker op

går ud

sidste sommer havde et par et banner

i vinduet

All Refugees Are Welcome

måske vil du rejse dig op

gå hen til dit vindue

se udenfor

jeg kan se en kvinde

hun ryger en cigaret

ud ad vinduet

er hun træt

jeg kender hende ikke

hun sidder i vinduet

en etage over familien med børnene

de kommer hjem med indkøbsposer

slik

hunden

der gør igen

jeg forestiller mig at være

hende

en anden

kvinden der ryger

eller drengen i familien

jeg har set han spiller basket

på pladsen

ved skolen

når han springer

mod kurven

falder på gruset

dunker

jeg rører ved skærmen

måske vil du røre ved din hud

i ansigtet

din mund

i går spurgte pigen

fra Ukraine

hvorfor alle har to telefoner

i Danmark

hun købte et simkort til sin kæreste

og fortalte hendes udsigt

var en svømmehal

hvor hun kunne komme gratis ind

kvinden i vinduet holder en rygepause

hun kigger ned ad gaden

hun er alene

eller er hun

vred på nogen

er dine genboer hjemme

eller måske vil du hellere lytte

fornemme

dem

fremfor at kaste lyset

blikket på dem

udsigten

overfor

for mange år siden

så jeg den anden hospitalsbygning

som en tvilling

min søster var indlagt

kan du måske høre nogen bevæge sig

udenfor

græde

eller vil du åbne dit vindue

og føle kulden et øjeblik

lade luft komme ind

at gå

og gå

glas

støv

og gruset

under fødderne

og skrive

parret med hunden

i forgængerovergangen

og alle dem med telefonerne

en der binder sit snørebånd

eller regnen

skrive

at løbe væk at gå

at gå

med camilla

i et paris

tak!

vi for vild

og løb fra regningen

fra mændene

eller var det fra taxaen

ud i byen

vi var tre

på vej til den næste fest

jeg løj

de lægger sig i lag på lag

historierne

vi diskuterede

vi ville stalke

eller ville vi

give os ud for at være nogle andre

glas

og glas

klirren fra bestik

lysene på en selfievideo med min veninde

et panorama og atmosfærestøj

langsomt

en sommeraften ved canal saint martin

en hilsen til dig fra endnu et paris

og min fars hånd guld om fingeren

husker jeg

på min mors lænd

engang

og hans fløjlsbukser

i 1980

de første pomfritter på Burger King

på Champs-Elysées

det er ikke længere

som om han lige kunne

komme  

rundt om det næste gadehjørne med

frakken blafrende skægget

krakeleret i et smil

er det en vind en skikkelse

bag et forhæng

en tjener henter tærte

en ske

da jeg ser en mand taste sin kode ind ved en hoveddør

og smækket da den lukker og

ornamenteringen nedslidt

firkanterne i stenbelægningen

under fødderne

det tynde lys

og det er ikke kun i tørklædet slynget om halsen

men jeg vil være hende

bare et øjeblik

en ung kvindes

talons noirs

på caféen

håret hun ser mig bestemt i øjnene

hendes morgenmad:

marlboro light  

en espresso

og dengang i et sving

bag visiret skråt

hendes blik

jublen bagpå en studievenindes scouter

metallic lilla

et impulskøb for et Prins Henrik legat

voler

voile

violent

og jeg stjæler fra anne carsons paris

når jeg igen lægger lårene omkring mit yndlingskvarter

at gå tilbage til steder man ikke kan finde

og de steder der er  

prisunic

glascontainerne

de grøngråstribede byggerenoveringsafspærringer på

place de la bastille fx og

cafeen ved Notre Dame med udsigt til seinen

er forsvundet

men l’etoile verte har stadig

mousse au chocolat

jeg får mavepine af