Arbejdsdagen blev til eftermiddag
lyset blev mørkt
skriften lagde sig til ro
mellem farveblyanterne på gulvet
som først han havde smidt
og som jeg derefter smed
fordi han smed
og sådan blev vi aldrig klogere.
Jeg spiste curry med brune ris
hørte også en lyd fra skoven
eller også var det babyalarmen.
Jeg tændte et stearinlys
koblede min telefon til højtaleren
og afspiller et album med en islandsk pianist
og tænkte på
om ikke nogen også
ville læse godnathistorier for mig
om hunde der kører om kap med rotter
og et pindsvin der vander en lort
i håbet om at den vil vokse sig stor.
Slukkede højtaleren igen
tændte for TV’et.
Slukkede også det igen.
Sov.

Jeg skriver den her tekst

fra mørket

under min trøje

så barnet ikke opdager

at jeg digter

mens jeg putter.

En mandag aften efter fodboldtræning, kan jeg huske, at jeg sparkede til en stol med aluminiumsben, fordi mine forældre skændtes. Om aftenen, i den fjerne ende af sengen, dunkede mine tæer så meget, at jeg troede, de ville falde af. 

Jeg kan spore vreden tilbage til folkeskolen. Jeg kunne godt lide at komme hjemme hos Casper. Vi gik i klasse sammen. Casper var lidt højere end mig, kompakt uden at være stor, nærmere firkantet. Han havde kæmpe hænder, en kæmpe mund, dyrkede fire forskellige slags sport og var god til dem alle. Hans far var altid med til fodboldkampene, også på udebane, og han sad altid i hallen, når der var badminton eller håndbold. Til en afgørende kamp, hvor vi spillede uafgjort 3-3 og derfor ikke rykkede op, slog han dommeren i hovedet med en paraply. Kort efter trak dommeren mig ud af omklædningsrummet og ud bag en busk, fordi jeg ikke kunne lade vær med at brokke mig. Hvor kom den vrede fra?

Jeg kendte ikke ordet, men jeg tror, min morfar var “husmand”. Han startede med at køre med mælk, fordi de ikke have jord nok, ikke afgrøder nok, ikke gode nok afgrøder. Min mor kørte ofte med ham på mælkeruterne. Så fik hun lov at bappe på hans pibe, selvom hun nok ikke har været mere end 10 år. I dag bliver hun 60.

Når jeg beklager mig over at blive udmattet af at underholde mit eget barn, tænker jeg på min mormor, der fik fem børn og havde dem alle med i marken, når hun gravede kartofler op. Nogle i vogne, nogle på ryggen, nogle på jorden. I telefonen forleden fortalte hun mig, at hendes ældste søn, min onkel, der nu er død, blev passet i otte dage som et-årig, da hun skulle føde hans lillesøster. Efter han kom hjem, ville han ikke kendes ved hende, ikke før han kom ind og lå helt tæt op ad hende i sengen. Hvor var min morfar? Ude med mælkebilen.

I Leningrad
var der også
såfremt jeg har oversat det rigtigt
engang to kvinder
der tog et tog til Tomsk
under den Store Fædrelandskrig.
Med sig fragtede de et klaver
som de solgte til en lokal
for en sæk kartofler.
I 1973 gik familie og venner sammen
om at købe dette
Bechstein fra 1896
til Olga Leonidovna
en lokal koncertpianist og klaverlærer
fra en lille landsby
ved navn
Bogashevo.

Nu hvor sneen igen er blevet til regn
kunne jeg måske sætte mig under halvtaget
mens dråberne falder foran mig
og spekulere lidt over de ting
jeg nogle gange tager for givet.
Naturen.
At være nogens far.
Jeg har netop læst Mads Myginds kommende digtsamling
I min hule hånd
der handler om
i lang tid ikke at være nogens far
om at stikke sig i maveskindet
om at græde over verden
og den rørte mig voldsomt
ligesom det du skriver gør
Louise.
Jeg læste den mens jeg sad i et kontorfællesskab
og jeg blev ved med at undertrykke både grin og gråd.
Det virkede mærkeligt nok i sig selv
at jeg sad der og ‘arbejdede’
med at læse en digtsamling
jeg kunne vel ikke også reagere
følelsesmæssigt på den.

Katrinedal