lykken ved en gåtur der lige er begyndt

sivgræs der knitrer

vind der skubber mig let i ryggen

ni svaner fouragerer i vigen

bølgernes hypnotiske ebben, stenenes evindelige rul

en jagtpatron, et stykke blomstret porcelæn,

irret metal fra en traktor der engang kørte over markerne 

skrænten tager det hele til sig

optager det i sig, indtil vandet en dag graver det frem igen

oh, body

vandet fråder

hyben og hyld står i pink og hvidt flor

en blæresmælde, kokonisk blomstrende 

en lille trækning i mundvigen

en solsort synger og pludrer højlydt fra toppen af det højeste birketræ

hele den lille krop gibber og dirrer med lyden

næbbet er strakt som en nål mod himlen

hvem kan sige, om den i virkeligheden taler med støvregnen?

den måde lyset står ned gennem træerne i striber og pletter

får mig til at tænke på en stor æstetisk vilje

sådan en der udpeger steder, hvor et agern kan slå rod

oh, body

træernes hemmelige liv, 

livets hemmelige liv

Details are no longer part of a grouping in which I am the focal point, the focal point is everywhere. This is how the earth must see itself, lyder det i kortfilmen “How the Earth must see itself”.

Solen står også op over de asfalterede veje i byerne

Planterne i lejlighederne drejer sig mod lyset

To mennesker ligger i hver deres seng, i hver deres by, og drømmer om det samme

Månen trækker i vores kroppe, ligesom børnene 

Og så går vi ud

Måske burde vi kalde det at gå ind? Gå ind i naturen.
Ind i den store fælleskrop

Måske må vi lære os et helt nyt sprog, for at tale i og med de (nye) slægtskaber vi behøver

Et cirkulært, indlejret sprog

De mange-kroppe-i-kroppens sprog

Hvordan vi hører til, så mange steder, 

til så mange 

andre

Ja! kroppen er en stor beholder. Fyldt med saltvand, med hav.

Så græder vi, så tisser vi og så føder vi. Og så hænger vi sammen.

Så hænger vi sammen?

Slægt er også jordforbindelse. Den vi fødes ind i, og den vi selv skaber.
Den store jordslægt. Den mindre artsslægt.
Kulturen. Familien. Venskaberne. Arbejdsfællesskaberne.

Har vi ritualer nok?

Hænger vi godt nok sammen?

Er individet en vrangforestilling?

Men hvorfor er vi så ensomme?

Vores kultur hylder de nye
hyrder, som skal lede os
sejerrigt
væk fra denne (udbrændte) jord –
ud i multiverserne
Den enlige mand i sin suborbitale raket, New Shepard
rumturisten, rum

kolonialisten

Den afkoblede. Den ophøjede

Som om vi ikke var ét med jordens
krop

Som om vi ikke var (for)bundne

“I snakker kun begyndelser og afslutninger, kilde og hav, men ikke flod”, siger Dalkvinden i Le Guins “Altid hjem”

Åh, ja, mikroberne og svampene. I jorden. I vores kroppe.

Vi er porøse. Gennemtrængelige. Midlertidige.

Måske er det mere præcist at sige, at livet går igennem os, end at vi går igennem livet.

Hvad er jordforbindelse?

Forleden gik jeg tur i Gulddysseskoven. Der langs stien stod de unge egetræer, som buskede krat, og strakte sig tæt udad mod stien. Mod lyset.
Se lyset, sagde de og pegede med alt i sig.
Se vinden, sagde de og vajede til alle sider, mens jeg selv stod helt stille i deres skygge, skærmet for vind.
Et øjeblik var verden vidunderlig omvendt. Træerne var de talende, de animerede og jeg var den passive beskuer.

Lars Skinnebach skriver,
“Måske er det mere præcist at sige / jeg drikker fugten fra jordens svedkirtler? / Og at jeg går på dens hud som en mide?”

Underlandet, skriver Robert MacFarlane, er der vi begraver skattene, guldet, de døde og det farlige – atomaffaldet.

Af og til går jeg ud og kærtegner jorden.

“Mellem slangen og mig var der ingen mur”, skriver Hiromi Kawakami i “At træde på en slange”.

Mellem os og jorden er der ingen mur.