Det samme her

Tak for ord, og tak for jer, konstanter, og nu: putning og søvn, og så: en onsdag i marts ❤️

Som din kikkert

Jeg vil se til mine øjne smelter, sådan noget kan jeg tænke: at jeg vil noget vildere, noget mere intenst, men i søndags kom jeg til at proppe chili i øjet, og jeg fik det så vildt, som jeg kunne klare, og internettet sagde, put mælk i, og lægevagten sagte, put ALDRIG mælk i, og jeg tænkte, det er NU, jeg bliver blind (på det ene øje jojo, men stadig!), og jeg tænkte: TÆNK at gå ned på en chilimayonnaise til osteburgeren, jeg mener, jeg kunne have et blik på verden så intenst, at mine øjne smeltede, alt andet end denne freaking flade mayonnaise, verden og et korn på pegefingeren.

Please die Ana

Jeg var nitten og havde taget p-piller i fem år, og det burde ikke være muligt, og jeg vidste, at jeg skulle have den abort, der var ingen tvivl, og alligevel mærkede jeg fosteret vokse i mig, og alligevel følte jeg, at fosteret var skæbnebestemt, og alligevel begyndte jeg at tro, at det var en pige, og jeg begyndte at kalde hende Diana, fordi min yndlingssang var Ana’s Song (Open fire) med Silverchair, og navnet kom fra begyndelsen af sangen, hvor Daniel Johns synger Please die Ana, for as long as you’re here we’re not, og det lyder, som om han synger Please Diana, og jeg følte mig skyldig, selvom jeg ikke syntes, jeg var skyldig, og det var en uhåndgribelig form for sorg, fordi det ikke var sorg, og alligevel føltes det som en sorg, og jeg ved ikke, om det var vold, om det ér vold, når man bestiller et indgreb, og jeg ved ikke, om det er vold, når man ikke selv udfører det, og jeg ved bare, at det føltes som vold, det føltes, som om jeg gjorde noget ondt, noget der var kommet til live imod alle odds, og jeg har stadig ind imellem lyst til at sige undskyld, og jeg har stadig ind imellem lyst til at sige undskyld for lysten til at sige undskyld.

Der er noget med humoren i det lille overskæg, spøgelset med øjne, en udhulet enhjørning, det lille strejf af magi, varmen i pynten, den måde vi mildner hverdagen med et ansigt, den kantede tirsdag, vi er magiske og dumme, det er svært ikke at holde af mennesket, det er svært ikke at læne os ind mod hinanden, at lade os varme ved den grimme plante, vi har købt, og som nu står i en solstråle, netop fordi planten er så grim, at det føles som om, at det er i det mislykkede, at omsorgen findes, og det kan være svært ikke at se det som en trøst.

(elsker det slag med paraplyen)

Jeg kender vreden som et hold i nakken, som tårer ned ad kinderne, som knyttede hænder, som at træne så arrigt på stepmaskinen, at jeg træder ved siden af og vælter ned på gulvet i centeret, ulmende, mumlende fuck det lort, og så: at tage hjem, stadig hidsig, sitrende, brændbar. 

Hvor smuk er den smukkeste udsigt, når man har pisset i bukserne? Seriøst Anders: Den anekdote er så sand, at den næsten burde være et ordsprog. Jeg tissede faktisk engang i bukserne, da jeg skulle i byen med nogle veninder. Vi måtte løbe for at nå en bus, og det var måske et år efter, at jeg havde født tvillingerne, og jeg tissede og tissede i mine sorte bukser, og jeg turde ikke sige det til nogen, så jeg sad bare der i bussen og senere på baren og håbede, at jeg ikke ville lave et synligt mærke i sæderne. 

Jeg fejlede mange underlige ting som barn, og på et tidspunkt fik jeg mollusker. De skulle brændes væk, igen og igen, ligesom de fodvorter jeg havde, bare omvendt, og engang havde jeg min veninde Sara med inde ved lægen. Jeg kan ikke huske, om det gjorde ondt at få molluskerne brændt, men jeg kan huske, at Sara besvimede, fordi det lugtede så grimt, og at jeg blev meget flov over lugten.

Nu glæder jeg mig også til det firben kommer forbi. Jeg håber, det er på størrelse med den skorpion, der var på størrelse med en labrador.

Min farfar var syg til sidst. Han var sengeliggende på plejehjemmet, og vi besøgte ham altid med følelsen af at komme for sjældent. Jeg ved ikke, hvor ofte vi kom, og jeg kan ikke huske, hvad han fejlede. Jeg ved ikke, om jeg fik det at vide. Jeg var nok omkring ti år, og det eneste, jeg husker tydeligt, er, at min far fortalte, at efter min farfar døde, så min far hans tæer, og neglene var så lange, at de drejede rundt om sig selv. Min far spurgte de ansatte på plejehjemmet om de lange negle, og de sagde, at tånegle-klipningen lå udenfor deres jobbeskrivelse. Min far blev ikke vred, og jeg kan stadig genkalde de negle tydeligere end min farfars ansigt – også selvom jeg aldrig så dem. Jeg havde set et billede i Guinness Rekordbog af en dame, der havde verdens længste negle, og det var ligesom nok for min hukommelse.