jeg vil være en idiot i et veloursæt, jeg vil danse med krabberne, jeg vil slikke på sølv, som var det solen selv, jeg vil bade i grønt vand, jeg vil lugte af sur østers, jeg vil være alt for meget, jeg vil sige undskyld, som når en servicemedarbejder siger sorry og ikke kunne mene det mindre, jeg vil sige tak for i dag, jeg vil sige tak for sommeren, jeg vil stå på en skammel og holde et oscar-trofæ op i luften, og trofæet skal være en tro kopi af mig, jeg vil løfte mig selv op i luften og sige, se, det troværdige fæ!

der er en styrke i at vide, at mit lys aldrig vil være solens, at jeg aldrig vil skinne stærkest, at det er et grundvilkår, at jeg kun vil skinne som jern under toget, at jeg vil føre min bane ud til havet, fortsætte under oceanet, verdenshavene, fortsætte, stædigt, rustende, dybt under de store hundredekilos hjerter, at jeg vil lægge mine skinner, en efter en, at det vil være nok. 

jeg tænker meget på, hvad det er at være naturlig, normal, jeg ved ikke, hvorfor mine ribben føles smallere end mit bryst, hvorfor hverdagen føles som et lille rør, jeg ved ikke, hvorfor solen gør mig stresset, jeg burde være ude nu, og hvorfor regnen gør mig trist, jeg ved ikke, hvordan jeg går ud af ferien uden at føle det som en kant, jeg falder ud over, jeg ved ikke, hvordan jeg får mine døtre til ikke at frygte hverdagen, skolestarten, livet, jeg prøver at fortælle dem om det gode, der venter, men det eneste, der kommer ud er efterårsferie, weekend, fester, jul, fødselsdage, alt andet end hverdagen. 

jeg holder af mit skelet, den måde mine ribben giver mig et knus indefra, jeg har lyst til at løbe langs mine sytten kilometer blodkar, jeg har lyst til at male på mine to kvadratmeter hud, jeg har lyst til at lade mig tatovere med mig selv, som Amanda Palmer siger, I’m bigger on the inside, jeg tror ikke, der ville være plads nok, to kvadratmeter lyder ikke af meget, det er pludselig logisk, at jeg er forfatter, jeg har brug for mere lærred, bøger fulde af ord, jeg er fuld af mig selv, det virker egoistisk og naturligt, jeg er med på den service, hvor vi graver hinanden op, med ord om ikke andet. 

jeg vil graves ned og graves op, jeg vil være på display, jeg ved bare, at mine knogler er smukkere end min hud, mine muskler, mine hudorme, mit fedt, jeg vil skinne, det vil være min tid, fremtiden, jeg vil blive husket, elsket, der vil være et skilt ude ved motorvejen, det brune der, vejenpigen, jeg vil være så populær, at fremtidens turister vil betale for at se mig, sikke en nyhed, vejenpigen, der er noget med hendes knogler, som er helt unikt, den måde de er sat sammen på, vi forstår godt, fremtidens vi, at hun havde ondt i hoften, i kæben, i den venstre skulder, tidens knive var hårde ved vejenpigen, men alligevel, se det svung der, se lægmusklen, de symmetriske ribben, wow. 

jeg ville elske kæmpedovendyret, jeg savner allerede elefantfuglen, jeg har et hjerte på hundrede kilo, jeg har et hjerte på to gram, jeg har en tro på, at mennesket er godt, jeg har en tro på, at mennesket er ondt, jeg gør intet bedre, jeg prøver, jeg fejler, jeg tror ikke, jeg er alene, fuglene kommer til byen, vi er mellemveje, jeg skal lytte, når min genbo siger, han stemmer på danmarksdemokraterne, at han tror, russerne kommer, at han vil miste alt, jeg skal forstå ham, jeg skal forstå ham med et hjerte på hundrede kilo 

jeg vil ind i landskabet
det er klart
jeg vil ind i naturen
min krop skal opløses
mine sanser rebootes
som at løbe en tur i ørkenen og så
et glas iskold limonade
jeg vil kende navnene på alle planter
biller pattedyr
jeg vil liste dem 
jeg vil tilføje mig selv på listen
jeg vil have ordene til at sætte mig fri
jeg vil blive punkt trehundredeoghalvtredstusinde

der er lommelygterne
som altid er for store
til at være i lommerne
og der er naturen
som altid er fuld af myg
og der er dybbøl mølle
som maler helt ad helvede til
og badeferien der altid falder sammen
med døtrenes menstruation
og der er sommerferien
som er for kort
og hverdagen som er for lang
og som alligevel aldrig har timer nok
til den bog jeg gerne vil læse
og den motion jeg gerne vil dyrke
i teorien i hvert fald i praksis
har jeg tid nok til at spise
al den chokolade jeg har lyst til
selvom det er ret meget

der er redt op
der er sun lolly i fryseren
regn som en fed stråle af evighed
vi samler snegle i en spand
vores picnictæppe er orange og grønt
små tern foldet ud på stuegulvet
vi ønsker os en tur i friluftsbadet
bare en enkelt dag med solskin
ærter på række i bælge
som en andefamilie der går over vejen
som en vejrudsigt fuld af skyer
som en gråpoppel vi ikke kender
min søster og jeg der kun ved
hvilket træ der bærer kastanjer
jeg elsker min søsters fregner
jeg er kun lidt jaloux
når de popper op hver sommer
som en varm glæde
en nuttet ærlighed
og vi går ud i regnen sammen 
og leder efter flere snegle

jeg tænker på en støttefod
på at vandet kan have en udkant
jeg tænker på naturen som en kategori
en overskrift et tema
jeg læser på wikipedia at ægte natur 
i dens grundlæggende form er upåvirket 
af menneskelig indflydelse
immanent dvs iboende oprindelig 
jeg kan ikke beskrive naturen 
uden at mase den gennem mit sansefilter
mine hænder på tastaturet mine ord
mine tanker ødelægger naturens sande gengivelse 
alene ved at findes
jeg må skrive om natur på en anden måde 
som medfødt karakter som anlæg
jeg elsker det ord: anlæg
som min konfirmationsgave med de fem cd’er
der skiftes til at spille
som mr big og hold on little girl
show me what he’s done to you
den sorte klods af forståelse
af lykke mit eget anlæg
jeg forstår mit liv bedre end jeg forstår naturen
jeg forstår ikke rigtigt mit liv
selvfølgelig
det er ikke det jeg siger
jeg prøver bare at huske og så forstå 
den mintgrønne væg på mit værelse
skrivebordet med de to øverste skuffer
som kunne låses
hele mit teenageliv i de skuffer
koffeinpiller dagbøger håndjern
slankepillerne fra veninden
som kendte ha-rockeren
fotos af kys 
der ikke kunne fortælles
nøglen som noget
jeg tog med i skole
som jeg altid havde på mig
som oplevelser
der kun var mine
et liv der var mit eget
i de to låste skuffer