Det var det

Jeg giver tirsdag en chance, skrev jeg tidligere i dag. Nu har mørket overtaget. Jeg skriver sjældent om aftenen, fordi jeg ikke kan nå at glemme, hvad jeg skriver, inden jeg skal sove. Skriften trænger sig ind og bliver min nat. Jeg sover så uroligt i forvejen, og når jeg har skrevet til sent, kan jeg ikke nå at komme ud fra den verden, der helst ikke skal fylde for meget for mig, inden de andre verdner overtager. Nu går jeg ud i de sidste rester af tirsdag med hunden. Søerne venter forude. Tak for dagen her med jer.

Jeg kan ikke lide kaffe og jeg kan ikke lide vold

Jeg kan ikke lide kaffe og jeg kan ikke lide vold. Kaffe lugter af pædagoger, der på tom mave og med ånde af cigaretter uden filter gang på gang forkynder, at det er der nok ikke så meget at gøre ved. Det gør de på alverdens stuer. Det er lige meget, hvad du har gjort, for skaden er allerede sket, og snart holder du også op med at bede om hjælp. Du opdager, det ikke nytter noget. Du tager det indad i stedet for. Ligesom med volden. Først lærer du at styre udenom, at gå andre veje hjem, men senere vil du gerne mærke den. Kortvarigt, hurtigt. Du forveksler den med kærtegn. Du tror, at kærlighed kan føles sådan. At det først gør ondt, og du på den måde lærer at forstå, at smerte har flere gradbøjninger, mange lag af mærker. Så forstår du, at vold ikke er et sprog, man taler med andre. At det er umuligt at håndtere, ikke engang dine hænder kan styre det. Alle de gange, hvor de fleste demonstrationer endte galt. Hvor volden blev de andres handlinger, og du flygtede som en lille dreng til toiletterne under Rådhuspladsen, hvor du så lærte andre måder at bruge vold på. Du tog den igen indad. Vendte skylden, skammen, angsten og frygten mod dig selv, gjorde den til dit spejlbillede. Spejle, som du altid undgik, blev din fjende. Butiksruder måtte du ødelægge sådan. De blanke, sorte sandheder i natbusserne, der fremkaldte det, ingen skulle se. Du gik med solbriller, ligesom du helt ind i maj gik med vanter. Ingen skulle opdage, hvordan du gik og havde det. Hvordan du i virkeligheden gik rundt og hadede det, du var blevet til. Du tog det indad. Folk, der lugter af kaffe i dag, går du stadig udenom, men volden har du opgivet at forholde dig til. Den bliver umulig at slå ned. Du har stadig vanter på. Det kan gå to måneder endnu, inden der begynder at komme for mange spørgsmål.

Tirsdage kan de ting. Skifte årstid flere gange i løbet af en dag. Spille yatzy med seks terninger. Benjamin Netanyahu, der lyver og siger, han ikke afdemokratiserer et land. Min hund er kommet hjem igen fra skoven. Solen skinner gennem dråberne på vinduet ud til gården. Tirsdage er mod og modstand. Dagene er til dem, som min mormor kaldte sødmælksbørn, der lige nu løber op og ned i opgangen med masker og siger noget, som dyr aldrig har sagt. Jeg lader dem blive i troen. Det handler det også om. At lege, at enhver tirsdag er uendelig dyb som et sort hul, der rummer alt og intet, og mange af de sange af Nick Cave, man aldrig synger på samme måde i weekenden. Tirsdage kan de ting, der åbner sig, rækker ud og tager fat. Akkurat som var der en, der ikke gav slip på mine hænder. Det er tirsdagsgrebet. At mærke det er nok. Og næsten for meget tirsdag allerede.

Jeg giver tirsdag en chance

Det regner på Vesterbro. En mand har lånt min hund. Nu går de rundt i en skov. Jeg sidder her og skriver det her ved bordet i min stue. I morgen er jeg i Berlin. Jeg flygter altid. Enten skriver jeg. Ellers rejser jeg. Onsdage i Berlin er nemmere at overskue. Under de sidste nedlukninger boede jeg i en lejlighed i Prenzlauer Berg. Jeg cyklede gennem de store, tomme gader. Jeg var i parkerne, hvor alting knitrede så underligt sløvt. Jeg savner den stilhed. Ikke kun den tyske, men den, som kan giver os rum til at være. Jeg skriver for at finde hjem. Ligesom jeg rejser væk for at rejse mig. Da min mormor døde, fik jeg alle de postkort og breve, jeg gennem tiden har skrevet til hende, når jeg var andre steder. Brevene er fra toge i andre lande, postkortene er fra stationer i byer, jeg forlængst havde glemt, hurtige noter og sorte tegninger er nedfældet under feber og indlæggelser. Det har været ting, jeg skrev ned for at fastholde noget. Dengang skrev jeg mange ting fra tirsdage. Dengang var verden også en anden og jeg kunne bedre lide den. Måske var det derfor. Nu må jeg give tirsdage en chance – igen.

Jeg ved ikke om jeg kan lide tirsdage i marts

Tak for mælkebøtterne

Den krans af mælkebøtter ser jeg for mig nu,

de lyser i mørket og efterlader en snert af saft,

som længe vil prikke på huden,

akkurat som et punktum

eller en fregne.

Tak for dig, Louise.

Ivan og Oscar

Min søster havde kaniner, da vi var børn. Det var Ivan og Oscar. Engang fik Ivan og Oscar unger. Det var nogenlunde samtidigt, at min far så opdagede, at Ivan ikke rigtigt var en Ivan alligevel. Vi tænkte ikke på det, min søster og jeg. Og det gjorde min far heller ikke, da han gik over i Amager Centret med en seddel til opslagstavlen i Irma om, at Ivan og Oscar havde fået unger, så hvis der var børn i området, der ville have en kanin, skulle de bare kontakte os. Engang, jeg læste op på et bibliotek på Amager, mødte jeg et ægtepar, der stadig kan huske den seddel på opslagstavlen.

Søskende Løvehjerte

Min søster var tit syg, da jeg var barn. Ingen vidste rigtigt, hvad hun fejlede. Jeg kan huske, at når jeg sov hos min farmor og farfar, sov jeg på deres slagbænk i køkkenet. Min farmor havde læst Brødrende Løvehjerte for os mange gange. Det var det der med at dø for så at dø igen. Om at være syg i et liv, men rask i et andet. Jeg drømte tit om det. Om at der skulle opstå brand. At jeg vågnede på slagbænken. At ilden fra brændeovnen havde bredt sig til min farmors og farfars hus. Vi måtte flygte ud ad vinduerne. Jeg havde allerede sikret mig, jeg kunne kravle ud fra køkkenvinduet. Jeg skulle kun dø for at dø igen, men denne gang skulle jeg være et sted, hvor kirsebærtræerne blomstrede, og min søster var rask og ikke fejlede noget, som ingen vidste, hvad var, men som gjorde at alle kiggede så bedrøvet og sorgmodigt på os. Stakkels familie. Nej, jeg løb gennem det høje græs, om lidt skulle jeg dø for at leve igen et andet sted. Det glædede jeg mig til.

At kalde på en kat

Jeg har ingen persianerpels, men jeg har en kat, der bliver kaldt kludedukken. Katte går deres egne veje. Det er derfor, man skal have en kat. Så lærer man, at livet altid er en anden vej. At kalde på en kat er en umulig opgave. Den kommer kun, når den selv gider. Jeg elsker katte. Hele mit liv har det været mine venner. Jeg har haft søvnløse nætter, når de ikke er kommet hjem om natten. Jeg har tudet mere end en uge, fordi en af mine første katte blev kørt ned, og min far måtte skrabe den op fra asfalten, så vi kunne begrave den og synge Anne Linnet. Alle troede, jeg havde fået pollenallergi, men det var Buster, der var død. Min far arbejdede i DSB om natten, så engang imellem var der en, der havde ‘glemt’ en kasse med killinger, når han gik og tømte togvognene. De killinger tog han altid med hjem, og sådan endte vi med at være flere katte end familie samlet på et sted. Det gør nok noget ved en som barn. Jeg tror, det åbner for et eller andet. En måde at se på en verden, altid lidt på afstand og som en slags observatør. Det er vel forfatterens rolle, at se på noget udefra, så andre kan se på det indefra. – og handle på det. At have kat giver mig liv. Man at tro, at katten tilhører dig, er den største løgn. Ingen tilhører hinanden.

Våbenhvile

At skrive er også et våben,

det er bedre at bruge end en ske,

selvom det at skrive også handler om at grave huller,

at give noget lov til at flyde,

når man endelig har fat i en materie,

der løber over,

jeg har bildt mig selv ind,

at det gjorde mig lykkeligere,

det ved jeg nu,

at ingen tekst kan gøre,

men jeg tror stadig på,

at skrift kan gøre en forskel,

og det er den forskel,

jeg bliver ved med at søge efter

hver gang jeg skriver noget nyt

(mens jeg gør det,

har jeg en ske i tekoppen,

bare for en sikkerheds skyld.)