og her ligger vi
igen, under træet
med benene
ud over brinken
og et kirsebær
lige i øjet
måske savede vi selv
grenen over
måske fik vi en
gren i hovedet
og drømte nogle
årstider mens
vi faldt
eller tabte
hovedet
og her ligger vi
igen, under træet
med benene
ud over brinken
og et kirsebær
lige i øjet
måske savede vi selv
grenen over
måske fik vi en
gren i hovedet
og drømte nogle
årstider mens
vi faldt
eller tabte
hovedet
og det glider gennem os
at vi er et med
bevægelsen
at vi ikke kommer ned
igen, at det er
j.j. cale
der er vinden i
træerne
at der er en betydning
dér, at vi glider ind
gennem hinanden
you will
ride me high
you will
ride me hide
og det er der
vi er
everwhere
og så er det
de klatre op
i træerne
i de store
skove
i EU
så er det
de klatrer
fra træ til træ
fra land til land
og så er der
denne hvisken
på så mange sprog
og så er det
at grænserne
hviskes ud
og sprogene rækker
ud efter hinanden
ind i hinanden
og så er det
vi kalder os
klatrebaronerne
og vi skal
ingen ting
le foråret frem
og lade det stå
et øjeblik
et tidligere jeg cyklede gennem
Münster, vejret
forbilledeligt
de røde sten på
torvet
kvinders takte
gang
sætter fremmede
bevægelser
på spil
som når
en skygge
brækker
af
Morten vågner
tvivlende ved brinken
tage sit barn i hånden
se, der er et ansigt
på træet dér
nej, det er skyggerne
der snyder,
hør, ansigtet taler også
ach du lieber Augustin
Alles ist weg
nej, det er vinden
i bladene
Så står træet
med den viden
forgrenet i
tooghalvfems procent
af alle betydninger
og
dem nede i Netto
for enden af bakken
de kan mærke det
at træet ved det
uden de kan gøre
noget ved det
og forsvarsløse
forlader deres
dosmersedler
vandrer tomhændet
af sted
Vi ser Morten første gang ved floden
vi tvivler ofte på ham
men i dag er han ret tydelig
med sin bog i hånden
benene ud over brinken
og langsomt ryggen
mod jorden
og her
åbner han bogen
opdage mønstret
ved at se jorden
gennem et hullet blad
løfte det op mod lyset
og få tooghalvfems procent
for meget
information
her ligger vi
vi indeholder
otte procent jeg
jorden langsomt
trækker ud af os
til der kun er et
mønster tilbage
Det er alt det vi forlader
et spring
et uhørligt knæk
og et fald