og her ligger vi

igen, under træet

med benene 

ud over brinken

og et kirsebær

lige i øjet

måske savede vi selv

grenen over

måske fik vi en 

gren i hovedet

og drømte nogle

årstider mens

vi faldt

eller tabte

hovedet

og det glider gennem os

at vi er et med

bevægelsen

at vi ikke kommer ned

igen, at det er

j.j. cale

der er vinden i

træerne

at der er en betydning

dér, at vi glider ind

gennem hinanden

you will

ride me high

you will

ride me hide

og det er der

vi er

everwhere

og så er det

de klatre op

i træerne

i de store 

skove

i EU

så er det

de klatrer

fra træ til træ

fra land til land

og så er der

denne hvisken

på så mange sprog

og så er det

at grænserne

hviskes ud

og sprogene rækker

ud efter hinanden

ind i hinanden

og så er det 

vi kalder os

klatrebaronerne

og vi skal 

ingen ting

le foråret frem

og lade det stå

et øjeblik

et tidligere jeg cyklede gennem

Münster, vejret

forbilledeligt

de røde sten på 

torvet

kvinders takte

gang

sætter fremmede

bevægelser 

på spil

som når

en skygge

brækker

af

Morten vågner

tvivlende ved brinken

tage sit barn i hånden

se, der er et ansigt

på træet dér

nej, det er skyggerne

der snyder,

hør, ansigtet taler også

ach du lieber Augustin

Alles ist weg

nej, det er vinden

i bladene

Så står træet 

med den viden

forgrenet i

tooghalvfems procent

af alle betydninger

og

dem nede i Netto

for enden af bakken

de kan mærke det

at træet ved det

uden de kan gøre

noget ved det

og forsvarsløse

forlader deres 

dosmersedler

vandrer tomhændet

af sted