G’nat, g’nat

At skyerne ligner dyner
har jeg bemærket i flere tusind år
i disse kolde egne der var varme
og hvor solens stråler
end ikke ramte mure, der var af ler
og over himlen jeg rejste med min sol
som jeg anbragte i en skål
på vognen, på dækket af det store skib
trukket af de raskeste blandt heste
Således trækker jeg nu også solen
under jorden via nattens sorte vogn
(jeg elsker jer for det, I kære heste!)
og månen vil forsvinde
i dagens hampereb og gnister
og vil senere atter vokse
over alle tagene af sten
som en kæmpe hov af bronze

Frida Kahlo
vakler over isen
et sted i Sønderjylland (el sur de Dinamarca)
og hendes krop er én stor smerte
et brændende sværd i brystet
og tilmed må hun pt kneppe
med Trotskij
for overhovedet at kunne holde Diego ud (machista)
den elendige tudse, som han spøgte
med sig selv og havde fuldstændig ret
Gavlmaleriet lyser. La muralla.
Hva blir det næste?
At Frida diskuterer politik
med Louis-Ferdinand Céline
i Vestre Fængsel?
Såvidt jeg kan bedømme
var det eneste han nogensinde elskede
sin kat

En mand går i fuldendt balance
ind i en cykel
Han triller ud af butikken
og en lille drengs øjne stråler
ved synet af en båd
Skibsværftet eksploderer
og mandens kone går i sort
En koncert af måger størkner over havnen
Hun lægger kranse om hans hals
og cyklen svinger som en flaske
mod en kran

Udsigt til have, glasfiberhest og et par sølle fugle på en tirsdag kan meget, meget mere end eksempelvis den halvdårlige kikkert jeg engang investerede i og som viste sig langsomt at smelte. Ja, beklædningen udenom glugøjnene smeltede simpelthen. Eller den opløste sig eller hvad ved jeg, ligesom jeg tror det kunne ske for materialet til visse tidlige bærbare computere. Jeg ved ikke, hvad jeg ville sige med dét. Øv. Jeg overvejer nu, om ikke det danske ord “kikkert” virker en kende grinagtigt, især når man sammenligner med navnene på engelsk, tysk og spansk – binoculars, fernglas og anteojo (eller prismáticos) – men måske skyldes det min dårlige erfaring med indkøb af kikkert.

Partisansøm med fem takker
indkapsler for tiden jordens tanker

Den der skrev dette, er jo næppe stjernetyder
men vel snarere fatalistisk idiot

Snart er det forår og atter vil farverne skifte
så frygteligt dødbringende
for selvmorderne, der klart foretrækker foråret
skønt ‘foretrækker’ kan lyde som hån, næsten lig dén
som den gullige fugl af betragtelig størrelse
sidste år i oktoberskumringen behandlede mig med
da den fra toppen af den gamle vindmølle fortrak
så hurtigt at den kun lod sig se i et glimt
før den fløj og med en lyd
der sendte mig over atlanten til papegøjerne
på dét sted i Guatemala, hvor de skræppede grufuldt
og jeg nåede at overveje om det var en undsluppen
fange der var ude i frihed som en sømand på landlov
og så glemte jeg den vel mere eller mindre
indtil jeg den følgende uge atter ved skumring
traskende småtræt i mudrede arbejdssko
omkring klokken 16 så den på bygningen lige dér
ja, du sad oppe på rygningen og straks
måtte jeg indse at du slet ikke var gul
overhovedet ikke, du var ufatteligt grøn
og da jeg akkurat nåede at betragte dit hovede
var jeg ikke i tvivl om din slægt
skønt det er første gang jeg nogensinde
har set dig personligt og så var du væk
og hjemme fik jeg bekræftet din skyhed
at mennesket hører dig mere end det ser dig
og at du forholdvis syret holder meget af myrer
og at du på romernes sprog kaldes Picus viridis
er mest af arkæologisk interesse og her som suspense
og jeg vil blive lige så lykkelig anden gang
som den første, hvis du viser dig for mig igen

Ikke så snart er man ude af døren og, uden at tænke på alle jer skrivende, kommer jeg, spørg mig ikke hvorfor, på min lille tur til at tænke på min egen historie om angsten for volden og om at deltage i den og være i tvivl om, hvad der er sandt og hvad der er mindre sandt i den historie, i alle de historier, hvor meget jeg simpelthen bare fabrikerer i mit i forvejen forskruede hoved, og så kommer jeg hjem og nu skriver I pludselig om at slå og blive slået, og jeg som bare havde tænkt mig at skrive, at jeg nu får mig en kop kaffe. FORDI jeg må have en kop kaffe. Jeg får mig en kop kaffe. Det er en meddelelse så ligegyldig som et Insta-opslag eller et af et måltid eller en savlende hund på Fjæsbog. Jeg får mig en kop kaffe. Frysetørret. Insta(nt)kaffe. Hvis jeg nu skrev “Tag den, barrista!”, ville jeg ødelægge det hele, så det gør jeg ikke, og når jeg nu kigger på bagsiden af glasdåsen, ærgrer det mig næsten – fordi jeg havde bildt mig ind, at kaffen var den allerbilligste BKI, som jeg ofte køber – at jeg kan læse at den er af “økologiske Arabica bønner” og “Fairtrade: betyder mere fair handelsvilkår og flere muligheder for, at producenter i udviklingslande kan investere i deres produktion og i deres lokalsamfund for at skabe en bæredygtig fremtid. Besøg http://www.info.fairtrade.net”, og misforstå mig ikke, for jeg går skam ind for alt, der i mindste måde kan tænkes at støtte producenter i såkaldte udviklingslande, jeg bilder mig ind at ville gå virkelig langt, men hvor er det dog til tragedien grænsende sørgeligt-komisk at selv min insta-kaffe bliver en del af mit indre pseudoslagsmål om identitet.

A propos udslippet, så pissede jeg i bukserne på min 20 års fødselsdag på grund af kulde. Hvis jeg tænkte på Gud, ville han havde føltes fjern. Jeg lå sammenkrøbet på forsæderne af en bil, føreren lå på bagsædet, og det skulle ende med at blive det længste blaf jeg lavede i USA, tæt på 1000 kilometer. Jeg havde shorts på, hvilket var dumt, men det værste var det skrækindjagende ved at opdage, at jeg, faktisk, for helvede, havde pisset i bukserne. Og skammen. Vi holdt på et sted, muligvis en parkeringsplads, med den mest fantastiske udsigt til Grand Canyon.

I skriver om mormor. Jeg bliver rørt bare ved ordet, jeg nærmer mig det patetiske nu. Min mormor var den næstsidste af mine bedsteforældre, der døde (min farmor var den sidste). Jeg holdt af alle mine bedsteforældre, hvoraf jeg kun rigtig kendte de tre. Jeg følte mig oftere tættere på dem, end på mine forældres generation; eller måske var det i dem, jeg kunne spejle den særlige ensomhed, som jeg mente var min. Men når jeg tænker på min mormor, lige nu, bliver jeg som nævnt rørt. Hun havde haft et liv, der ikke altid var det nemmeste og hvor hun altid tænkte på andre, før end sig selv, og så døde hun efter store store smerter på sygehuset i Nykøbing F. Da var jeg selv et andet sted. Min mor, der selv var sygehjælper, blot ikke dér, fortalte gruopvækkende historier om liggesår og min stakkels lille mormor, der skreg og skreg. Nu ligger hun i fred på Ønslev Kirkegård. Hendes mellemnavn er skrevet med dobbelt-W, Wægter, mens mit bare er V.

“Mælkebilen” får mig til at tænke på husmænd; at ham der kørte mælkebilen med en vis sandsynlighed var husmand. At køre mælkebil for andelsmejeriet var ofte husmændenes sidegesjchæft, eftersom de havde for lidt jord til udelukkende at kunne leve af dét. Men jeg besøgte engang en husmand på Østfyn, hvor ham og hustruen levede af kun 9 tønder land; kvæget stod om sommeren på græs oppe på Hindsholm. Det enkle (og rige) liv udgør en stadig større tiltrækningskraft nu, i det moderne, i det halvt om halvt digitaliserede, hvad ikke gælder det stærkt arbejdskrævende; det hører vel også til det enkle; at slide ryggen evindeligt skæv.