Persianerpels

Apropos overfrakker, så har min moster en persianerpels, der er så tung, at hun får ondt i hovedet af at gå med den.

Hun har også en depression. Og en kat, der bliver ved at løbe væk.
Så må hun stille mad ud i haven og vente på, at det bliver aften, og katten kommer for at spise – og HAPS.
Så griber hun den rødstribede kat om maven og tager den med sig ind på sofaen, og så ser de Barnaby eller Inspector Morse, og min moster falder i søvn og glemmer næsten, at hun er ked af det.

Næste morgen løber katten væk igen, og min moster må tage sin pels på. Den hun får ondt i hovedet af. Så går rundt sådan – også om sommeren – i kvarteret og kalder: Kis, kis, kis.

Jeg ved ikke, om det er en glad eller en sørgelig slutning.
At nogen går rundt og kalder sådan, kis, kis, kis?

Våbenhvile

At skrive er også et våben,

det er bedre at bruge end en ske,

selvom det at skrive også handler om at grave huller,

at give noget lov til at flyde,

når man endelig har fat i en materie,

der løber over,

jeg har bildt mig selv ind,

at det gjorde mig lykkeligere,

det ved jeg nu,

at ingen tekst kan gøre,

men jeg tror stadig på,

at skrift kan gøre en forskel,

og det er den forskel,

jeg bliver ved med at søge efter

hver gang jeg skriver noget nyt

(mens jeg gør det,

har jeg en ske i tekoppen,

bare for en sikkerheds skyld.)

Våben

Det er rigtig nok, man er nødt til at bære våben.

Da jeg var lille arrangerede min mor og far altid, at vores genbo skulle komme og spille julemand. Han hed Preben og havde sådan et alt for hvidt og alt for stift skæg om hagen – og en pude på maven. Han sagde også en lyd: “Ho ho ho”, selvom alle ved, at ingen siger sådan. Ho ho ho.
Kun falske julemænd.
Jeg vidste godt, at Preben var Preben. At det var Prebens stemme, der lo, som ingen ler og Prebens hænder, der delte gaver ud. Men jeg lod som ingenting. Slog hænderne sammen og råbte “jaaa” og gav hånd: “hej julemand.” Nejede.
Jeg tog også imod gaverne, pakkede dem op: En lilla undertrøje og et par regnbukser.
“Åååh”.

Jeg ved ikke, om min mor og far nogensinde fandt ud af, at det var for deres skyld.
At jeg gjorde det for dem.
Måske troede de, at det var for min skyld.
Puden på maven, det falske skæg. Ho ho ho.
Og så tænker Jed på det, du skrev om våben. At det måske alligevel er bedst, at man ved, hvordan man bruger dem. Og mod hvem.
Kan man egentlig gå i krig med en ske?
Og hvad vinder man: en skål risengrød eller bare retten til at grave et hul?

Skal vi forstå at leve gennem ting

Jeg har aldrig forstået,

at når vi skal tale om usynlige smerter,

skal vi tale om ting,

om skeer, værktøjskasser, biler, overfrakker,

glemte handsker, halstørklæder,

der strammer eller knive,

som trænger gennem hjertet,

vi skal kravle rundt i reoler

og lede efter os selv,

så vi efterfølgende

kan få vores liv værdisat

i en journal med et nummer,

der inkluderer en kode

om det, vi var,

uden alle de ting.

Otte skeer

Nogle år senere sad jeg hos en anden terapeut. Hun hed ikke Bente, men det kunne hun godt have heddet.
Jeg var blevet henvist af min læge, de kaldte det et “smertehåndteringsforløb”. Det er kun et ord men det er på toogtyve bogstaver.
Det var fordi jeg havde ondt. Hele tiden og overalt. Min læge sagde, at jeg ikke havde noget at have ondt af i. Ingen brækkede ben, forstrakte sener eller hæmorider. Så nu sad jeg hos Bente, der godt nok ikke hed Bente, men Marianne. Og Marianne forklarede, at alle mennesker er født med et vist antal skeer. Fireogtres mener jeg, hun sagde.
–En ske kunne man så bruge til at tage tøj på, en anden til at cykle på arbejde med, en tredje til at slå flikflak i en trampolin, hvis man var til den slags.
Men så var det at Marianne sagde, at jeg kun havde otte skeer. De andre var vist nok enten tæret væk af rust eller var blevet væk i en opvaskemaskine.
Otte.
Så må man vælge.
Vil man helst have tøj på eller hoppe i trampolin?

PS: Min mormor kunne også alle insekternes navne udenad. Og de hjemløse kattes: Kis og mismiav og Spirella og Tutfis. Jeg savner min mormor. Hun var også ligeglad med sådan nogen som Bente og Marianne og alle deres metaforer om skeer.

Jeg tænker på den ske

Jeg tænker på den ske,

du skriver om,

jeg tænker på dig,

at du lå der

og var så uforberedt,

man har brug for håndvåben,

når man er indlagt,

det ved jeg alt om,

man har brug for et sted til sine hænder,

hvor man føler det giver mening,

de er,

et sted, man kan bilde dem ind,

at de hører hjemme,

men hænder afslører altid,

man lyver

Nat må ikke blive dag

Jeg er heller ikke et godt menneske, men jeg prøver på at huske,

at nat altid bliver til dag, det lærte min mormor mig, hun var den eneste i min familie,

der læste bøger, hun kunne alle insekternes navne udenad og kunne kende forskel på

hvad vi måtte proppe i munden uden skadestue og med (hvis vi sank),

jeg har været meget i mørket, jeg kender de der natsværmere,

der bliver ved med at kredse efter udgange og lys,

samtidig med at deres vinger fulde af støv sætter de der mærker mod glasset,

som man hele tiden får lyst til at røre ved, sådan må det være

at sutte fingre på en drøm, tænker jeg, når jeg gør det

og bagefter tager hånden op mod resten af ansigtet

som en slags beskyttelse.

Ske

Åh, Bente, hende kender jeg godt. Hun er godt nok ikke fra kommunen, men hun er terapeut, og det er næsten lige så slemt.

Jeg slog hende engang i hovedet med en ske. Jeg var 28 og indlagt på en afdeling, hvor Bente arbejdede. Det er lang og meget kompliceret historie, men jeg fortrød i samme øjeblik, jeg havde slået hende. “Undskyld, undskyld, undskyld, undskyld,” sagde jeg. Jeg sagde det faktisk så mange gange, at Bente til sidst bad mig om at holde min kæft. Det er ellers ikke ret tit, at terapeuter er ærlige, men Bentes hold kæft, det var ærligt ment, det ved jeg.

Hun sagde også, at hun heller ville have, at jeg slog fra mig i stedet for hele tiden at sige undskylde

Natsværmer

Jeg er ikke et godt menneske. Jeg er bare et menneske.
Jeg fandt en insekt i karmen i morges. Det havde vinger og form som en lille raket, jeg tror, det var en natsværmer, en stor natsværmer. Den blev ved med at flyve mod ruden, ved og ved og ved, dumme dyr. Hver gang satte den et lille aftryk af gult støv, der hvor den havde ramte imod. Ikke meget men nok til at man kunne følge dyrets fortvivlede vej henover glasset.
Den endte blindt. 
Jeg fandt jeg et glas at fange natsværmeren under.
Satte glasset på et bord ved siden af, hvor jeg sad. Det lille insekt flimrede og flaksede under glasset, det lød, som en lille propel, der var gået i stykker.
Flaf-flaf-flaf
Lyden af huller i luften.
Jeg forsøgte at berolige natsværmeren, hviskede “Aåååå, såååå”, og til sidst faldt den til ro. Helt til ro. En enkelt gang løftede den sin ene vinge, men kun halvvejs, som om den vidste, at det ikke nyttede. Så opgav den.
Jeg bankede på glasset, men der skete ingenting. Dyret sad fuldkommen ubevægelig under det gennemsigtige glas, reagerede hverken på min stemme eller mine fingres slag.
Til sidst løftede jeg glasset væk, men heller ikke det hjalp.
Dyret rørte sig stadig ikke.
“Flyv”, hviskede jeg, “flyv.”
Så lidt højere, næsten et råb: “FLYV”.
Men natsværmeren fløj ikke, den blev siddende uden at røre sig. “Hvorfor er du så dum?” råbte jeg: “DUMME!” Så hvinede jeg min kind på bordet, så min mund flugtede insektet, og pustede. Først forsigtigt, så mere voldsomt, indtil dyret endelig bevægede sig, blæst hen over bordet af min ånde. Ud over kanten. Ned på gulvet. En lyd af næsten ingenting men kun næsten.
Så lå den dér. Stadig stille. Helt stille og på siden. Jeg skubbede til den med spidsen af min fod. To gange..

Så trådte jeg på den. Hurtigt og hårdt. Tværede rundt med foden, en gang, to gange, tre. Løftede så foden igen. Der var ikke længere nogen insekt at se, ingen natsværmer, ingen vinger, kun en gulbrun klistret klat på gulvet. Jeg skyndte mig at fjerne den med en klud.
Jeg gnubbede og gnubbede, mens jeg igen hviskede: “Sååå, sååå”. Jeg blev ved og ved, indtil jeg var helt sikker på, at alle spor var væk. At det aldrig var sket.

Kommunehjerte

Du skrev det selv, kommune-ordet, det udløser altid den samme rastløshed,

min søster og jeg havde forskellige kategorier, en hed Kommune-Bente,

en anden var Kommune-Jørgen, det gik først galt,

da jeg engang til svømning hørte, der var en under bruseren,

som sagde kommunehjerte, de hjerter skulle ingen have,

ikke engang dem, der hørte Depeche Mode og troede, det var lykken,

jeg kan stadig huske hans øjne under bruseren, de var brune

og mindede om dem,

der ellers kun var på tøjbamser