BLADE ~ SLUT

D. 8. oktober 2022 skrev Jacob K. Rosendal og Vagn Remme i 3 timer her på bloggen. Tak fordi I læste med.

Vil man genlæse, kan alle indlæggene findes ved at klikke på kategorien ‘blade’ ude i højre side af bloggen.

Træet er blevet til mit bord
jeg skriver træet
en særlig stor knast holder øje
nu blinker den
det er et tegn,
træ uden knaster er dårligt
sagde min morfar,
jeg tager hænderne fra tasterne
knasten lader sig ae,
det er okay
tekstens tid er som træets i skoven
at der ikke sker noget
betyder ikke, at der intet sker
bogstaver bliver til ord
der bliver til sætninger
som træer vokser, får grene
og på et tidspunkt kommer der blade
måske ikke nu
men snart

og her ligger vi

igen, under træet

med benene 

ud over brinken

og et kirsebær

lige i øjet

måske savede vi selv

grenen over

måske fik vi en 

gren i hovedet

og drømte nogle

årstider mens

vi faldt

eller tabte

hovedet

Vi er på vej videre
med eller uden vinden
i bevægelsens retning
bussens vej fra stoppestedet
til endestationen hvor det altid regner,
der er også mørkt
vi skal spare på strømmen,
så jeg ser ikke filosoffen Mike Tyson
stå klar i skyggen
til at give mig/dig/man/hvem
én på hovedet,
okay, ny plan

og det glider gennem os

at vi er et med

bevægelsen

at vi ikke kommer ned

igen, at det er

j.j. cale

der er vinden i

træerne

at der er en betydning

dér, at vi glider ind

gennem hinanden

you will

ride me high

you will

ride me hide

og det er der

vi er

everwhere

Foråret burde være evigt
men så var det noget andet
et eller andet omtrent så forkert
som at tale i en Stillekupé,
det kan dog være nødvendigt
at sige det der skal siges
måske er man bange
det kan man være
i alle lande og
på rigtigt mange sprog,
hvis man så er glad
når som helst og hvor som helst
også om efteråret
er ord tit unødvendige

og så er det

de klatre op

i træerne

i de store 

skove

i EU

så er det

de klatrer

fra træ til træ

fra land til land

og så er der

denne hvisken

på så mange sprog

og så er det

at grænserne

hviskes ud

og sprogene rækker

ud efter hinanden

ind i hinanden

og så er det 

vi kalder os

klatrebaronerne

og vi skal 

ingen ting

le foråret frem

og lade det stå

et øjeblik

Skyggerne spiller
på sten og skov
i Tyskland og andre
steder og mennesker
kan I høre det?
Lyt godt efter
alle trænger til at høre
noget andet end frygt

et tidligere jeg cyklede gennem

Münster, vejret

forbilledeligt

de røde sten på 

torvet

kvinders takte

gang

sætter fremmede

bevægelser 

på spil

som når

en skygge

brækker

af

Hvis der var musik
ville den være til at høre
det er mønstret
det er her
det har fået samlet sig
men det ligner både Morten
og byen Mønster, den i Tyskland,
stemningen skifter
skoven vender sig
gem dig
fx under et blad
eller din egen skygge