JORDFORBINDELSE ~ SLUT

D. 5. juli 2022 skrev Silja Henderson og Anne Mette Lehmann i 3 timer her på bloggen. Tak fordi I læste med.

Vil man genlæse, kan alle indlæggene findes ved at klikke på kategorien ‘jordforbindelse’ ude i højre side af bloggen.

lykken ved en gåtur der lige er begyndt

sivgræs der knitrer

vind der skubber mig let i ryggen

ni svaner fouragerer i vigen

bølgernes hypnotiske ebben, stenenes evindelige rul

en jagtpatron, et stykke blomstret porcelæn,

irret metal fra en traktor der engang kørte over markerne 

skrænten tager det hele til sig

optager det i sig, indtil vandet en dag graver det frem igen

oh, body

vandet fråder

hyben og hyld står i pink og hvidt flor

en blæresmælde, kokonisk blomstrende 

en lille trækning i mundvigen

en solsort synger og pludrer højlydt fra toppen af det højeste birketræ

hele den lille krop gibber og dirrer med lyden

næbbet er strakt som en nål mod himlen

hvem kan sige, om den i virkeligheden taler med støvregnen?

den måde lyset står ned gennem træerne i striber og pletter

får mig til at tænke på en stor æstetisk vilje

sådan en der udpeger steder, hvor et agern kan slå rod

oh, body

træernes hemmelige liv, 

livets hemmelige liv

Details are no longer part of a grouping in which I am the focal point, the focal point is everywhere. This is how the earth must see itself, lyder det i kortfilmen “How the Earth must see itself”.

Der er ingen mur imellem slangen og mig. 

Der er ingen afstand mellem (længslen efter) jorden og (længslen efter) at høre til. 

Jeg tror ikke, der er nogen grænser for længslen.
Men jeg er ikke sikker på, hvad der er den egentlige længsel, eller hvor den kommer fra.

Jeg tænker på det, du skriver om solen.
At den også står op over de asfalterede veje – forbindelsen mellem det bløde og det hårde.
Det gør mig egentlig lettere indeni.

Solens magt. Naturens evige magt.

Hvad kan vi sige til det?

Da jeg var barn havde jeg et jordlod, en skolehave på én meter gange 20. Vi gravede, vendte, pløjede jorden med små redskaber, der passede til vores barnehænder. Vi nærmest kærtegnede den jord, inden vi såede og plantede. Og mens vi ventede på små lysegrønne spirer, lå vi på knæ på bløde skumpuder, som vi nænsomt rykkede fremad, i takt med at vi forsigtigt pillede det op, vi mente var ukrudt. 

Senere plukkede og høstede vi skattene på mest cerimonielle vis. For den mørke, bare jord havde nu frembragt store, sprøde planter af forskellig art, og vi hjemdrog nu i benovelse, tykke, grønne ærter i brune papirsposer, enorme gule, behårede squash, vi knap kunne bære i vores tynde favne, solsikker højere end os selv, søde, røde jordbær, gulerødder med fine, skæve knolde, friske og sprøde, løg og salat i alskens farver og snoede former. Og alle disse skatte var som gaver, vi aldrig før havde forstået værdien i, fordi vi aldrig før havde oplevet den proces, jorden muliggjorde.
Fordi vi aldrig havde interesseret os for det før måske, eller fordi vi havde glemt, hvor alting kom fra, i virkeligheden, selvom vi var børn.

Sikke en overvældende lykke det var at opdage den mening, jorden besidder. 

Det er dét – netop det.
At vi hører til.
Og det vi gør,
at forholde os til forbindelserne –
mennesket med jorden, naturen.
mennesket med mennesket.
Fordi vi er natur –
Fordi vi er menneske

At vi lever, fordi vi er forbundet til nogen.
At det er sådan, det er.

At mennsker altid skriver om forbindelserne, eller maler eller, synger eller hvad som helst
Og altid har gjort det.
Fordi det er meningen – fordi vi forsøger at forstå nødvendigheden og omfanget måske.

Alt det vi ikke kan alene.

Og den evige længsel,
er det en længsel efter jorden eller er det en længsel efter forbindelsen i sig selv?

Solen står også op over de asfalterede veje i byerne

Planterne i lejlighederne drejer sig mod lyset

To mennesker ligger i hver deres seng, i hver deres by, og drømmer om det samme

Månen trækker i vores kroppe, ligesom børnene 

Og så går vi ud

Måske burde vi kalde det at gå ind? Gå ind i naturen.
Ind i den store fælleskrop

Måske må vi lære os et helt nyt sprog, for at tale i og med de (nye) slægtskaber vi behøver

Et cirkulært, indlejret sprog

De mange-kroppe-i-kroppens sprog

Hvordan vi hører til, så mange steder, 

til så mange 

andre

Tanken om slægten er så fin. Men næsten også mytisk, efterhånden. For hvilken slægt kommer jeg fra? Jeg kender ikke min slægt, jeg kender ikke min historie, for ingen fortæller mig noget, og jeg glemmer at spørge.
Og den slags liv går tabt, mens jeg lever alene i mit høje blanke boligkompleks i byen. Alt det levede liv fra min slægt, ved jeg intet om. Jeg ser mærker ingens erfaringer med min krop, jeg ser kun min egne bekymringer, som jeg aldrig kan forløse alene.
Angsten for alt det, vi aldrig kan gøre alene.
Angsten for alt det, vores kultur lærer os, vi skal gøre alene.

Jeg ved ikke, hvordan man skal ændre det. Jeg ved ikke, hvordan man forbinder sig med sin slægt.

Jeg tror, vi hænger alt for lidt sammen.
Så lidt, at vi er begyndt at dø af ensomhed.
Det er faktisk grufuldt.

Vi må skabe nye slægter, vi må begribe nødvendigheden af fælleskaber, af at videregive livet, at overlappe, at hjælpe med transformationer, med alting.
Det er en slags vanvid at tro, vi kan undgå det, at vi kan leve alene.

Ja! kroppen er en stor beholder. Fyldt med saltvand, med hav.

Så græder vi, så tisser vi og så føder vi. Og så hænger vi sammen.

Så hænger vi sammen?

Slægt er også jordforbindelse. Den vi fødes ind i, og den vi selv skaber.
Den store jordslægt. Den mindre artsslægt.
Kulturen. Familien. Venskaberne. Arbejdsfællesskaberne.

Har vi ritualer nok?

Hænger vi godt nok sammen?

Er individet en vrangforestilling?

Jeg har ikke en mening om alting, slet ikke – men jeg siger til børnene; det er fint nok at have lidt jord på fingrene. I behøver ikke vaske fingrene hver gang, I har været ude i haven.
Det irriterer mig, at det at vaske hænder, har fået så stor værdi. Lad os dog få lidt jord tilbage i kroppen, tænker jeg.
Som sådan er jeg ikke bange for jorden, tværtimod.
Jeg savner jorden. Jeg savner den under mine fødder.
Der er langt til jorden her fra min lejlighed i byens blanke boligkompleks.

Måske kommer ensomheden, fordi vi har glemt jorden under os? Den jord, der skabte os. Måske er der for meget asfalt, måske er det for hårdt at leve, der hvor vi lever?. Måske kan vi ikke bevæge os i de cirkler, der er meningen for os. Måske er vores oprindelige, bløde, fleksible bevægelser erstattet af for hårde, kolde flader, der umuliggør menneskelivets proces.
Det er som om, vi er kommet til at adskille os fra jorden. Som om den er noget andet end os.
Så mister man jo forbindelsen til sig selv, så bliver man ensom. Tror jeg.

Men så, når vi har længtes længe nok, opdager vi måske , at det er jorden, vi har brug for at mærke under vores såler. Så trasker vi afsted, henover asfalten, til vi kommer ud til den bløde jord – også dér, hvor man kan se havet – og himlen mellem trækroner. Så opdager kroppen, at den ikke er så ensom. Det kan ske..

Det har jeg set og hørt om.

Det har jeg mærket.