Men hvorfor er vi så ensomme?

Vores kultur hylder de nye
hyrder, som skal lede os
sejerrigt
væk fra denne (udbrændte) jord –
ud i multiverserne
Den enlige mand i sin suborbitale raket, New Shepard
rumturisten, rum

kolonialisten

Den afkoblede. Den ophøjede

Som om vi ikke var ét med jordens
krop

Som om vi ikke var (for)bundne

“I snakker kun begyndelser og afslutninger, kilde og hav, men ikke flod”, siger Dalkvinden i Le Guins “Altid hjem”

Det er vel sådan, det er. At vi er beskuere – til al jordens magt? Naturen er vel den sande hersker, eksisterer konsekvent – uden nåde. Uden tanke på os.

Jordforbindelse er liv, fordi alt kommer fra jord.

I efteråret var jeg til begravelse. Præsten sagde; “Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå”. Hvis man spørger Gud i hvert fald.

Jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af den slags tanker – det er som, når jeg ser ud i himmelrummet om natten og tænker på stjernerne og universitetets konstante udvidelse, det kan ikke være i min hjerne. Jeg må tage det i små doser. For at kunne begribe det, bare lidt.

Omfanget af jordens magt over alting.

Åh, ja, mikroberne og svampene. I jorden. I vores kroppe.

Vi er porøse. Gennemtrængelige. Midlertidige.

Måske er det mere præcist at sige, at livet går igennem os, end at vi går igennem livet.

Hvad er jordforbindelse?

Forleden gik jeg tur i Gulddysseskoven. Der langs stien stod de unge egetræer, som buskede krat, og strakte sig tæt udad mod stien. Mod lyset.
Se lyset, sagde de og pegede med alt i sig.
Se vinden, sagde de og vajede til alle sider, mens jeg selv stod helt stille i deres skygge, skærmet for vind.
Et øjeblik var verden vidunderlig omvendt. Træerne var de talende, de animerede og jeg var den passive beskuer.

Lars Skinnebach skriver,
“Måske er det mere præcist at sige / jeg drikker fugten fra jordens svedkirtler? / Og at jeg går på dens hud som en mide?”

At jorden i sig selv er skatten, essensen, en slags magi, hvori og med alting skabes, forvandles eller gemmes. Alle behov, alle hemmeligheder, alle kærligheder, alle liv.

Forvandlingen, at jeg spiser rester, mikrober, celler af det, der før var dødt. At det giver mig livet.

At træde med fodsåler i jorden, den bløde, løse, fugtige, mørke jord. At altings liv spreder sig mellem tæerne, glider henover huden. Den milde og grænseløse jord. Sorte negle. Jeg ser ud over markernes fuger, der bølger som duvninger på havoverfladen. Den måde vi altid vender tilbage til jorden og landet, når vi har længtes længe nok.

Hvilken forbindelse har jorden til havet? Hvordan taler havet med jorden, hvad taler de om?

Underlandet, skriver Robert MacFarlane, er der vi begraver skattene, guldet, de døde og det farlige – atomaffaldet.

Af og til går jeg ud og kærtegner jorden.

“Mellem slangen og mig var der ingen mur”, skriver Hiromi Kawakami i “At træde på en slange”.

Mellem os og jorden er der ingen mur.

At finde det levende i jorden. At grave efter livet. At finde en spire, at spise jorden. Begrebet er voldsomt stimulerende.

Vi begraver de døde i jorden. Hvor skal vi ellers gøre af de kroppe, der dør? Alt det der levede, må tilbage til jorden. At give det levende tilbage til jorden. Som en naturlighed, en cirkulation, vi forstår med vores kroppe. Den måde vi ved det inderst inde.