ordforråd

egernet samler alle de ord op
der falder ud af ordbøgerne i det høje
nogle af dem graver han ned
nogle af dem samler han i sit lille runde bibliotek
som en spætte engang har hakket ud af
Den Store Danske Encyklopædi
hvad var en vinter uden at gnaske på de termer
ingen andre længere bruger

før vi stod op

det allersidste fnug fra dengang jeg drømte
at jeg sejlede i en bugt
måske Vancouver måske et sted der kun fandtes
i den allersidste drøm før jeg vågnede
med et fnug på kinden der helt sikkert ikke var der
da jeg faldt i søvn
maritimt som havsalt og mågeskrig fnulrede det løs på min kind
en lille klump morild i min håndflade
sagde noget i samme retning

ordforråd

jeg mestrer kun én type smalltalk, siger heksen,
biernes, musenes, spurvenes, billernes,
at lægge ansigtet ned i græsset og beholde mit blik
ti centimeter fra dyret
indtil det føler sig så trygt, at det begynder at knævre

men så små ord i menneskers munde, siger hun,
så godt hører jeg ikke
det runger i den store mund og jeg kan ikke pille ekkoet
ud af sit ophav

derefter er hun stille så længe, at jeg ikke har andet valg
end at gå igen

heks

med fire malakitter i mine kurveformede hænder
anråber jeg guderne:

skumr,
gry,
skvulp,
sky,

stenenes sure nordlys hæver sig fra håndfladerne
tro kan flytte himler, hvisker jeg,
man ved bare aldrig i hvilken retning

læseretning

så læser jeg baglæns
altså bagfra og frem fra første fødsel
og tilbage mod forfaldet

tømmer tagrenden der slet ikke er min
tagrende for visne brombærblade
hvad laver de der
hvad laver en brombærbusk
dagen lang

altid blev jeg født en dag forskudt
på hver sin side af datolinjen
uanset om jeg læser forfra bagfra eller midt i
hvem kan rumme den uklarhed i længden?

anatomi

lægen kravler lidt kejtet op i birketræet
uvant med den type patienter
men hvem vil risikere en rådden kommentar på trustpilot
bare fordi man ikke tør klatre
hvis dit totemdyr er et egern eller en spætte eller begge på skift
din guidende engel en ravn
så kan du da vel for fanden komme op i et træ uden at brække knæet
lægen er altid lidt kejtet også i konsultationen
lige siden vaccinationen begyndte at virke og sekretæren skred
og hun indså at hun var blevet fejlcastet
på personlighedstesten og skulle have været musiker
i virkeligheden