karrusel

med sine nysgerrige møbler
og deres vagtsomme øjne
indgik hun forhandling
for at gøre plads til flere
måtte alle rykke sammen
stable sig og flette sig tæt
hun måtte til gengæld opgive
gangstien til køkkenet
svævebanen til månen
kaste vuggen ud med badevandet
sidde i skrivebordsskuffen
og gøre sig en smule mindre

uvederhæftigt

tusmørket skal smuldres og kastes op på himlen
hver eneste aften før vi går
datomærkning og et stempel
så ingen stjæler tusmørket imens vi holder fri

det er mellemrummet fra videnskab
til intuition du fylder med gud
og jeg med poesi

men stjernehimlen dækker jeg med skyer
så kan stjernerne bedre koncentrere sig
om at passe mit tusmørke

undtagen smulderet der klistrer til min finger
det beholder jeg tæt tæt
på huden

omhu og flimmer

strør timerne ud over markerne

og træernes lange skygger

de skal ikke ende i de henkastede arme

der summer og svirrer i hinandens larm

før jeg når frem fra drømmen

med omhu og flimmer

når jeg går

når jeg går gennem landskabet
deler det sig som vandene fra Moses
eller børnene fra skolegårdens syndebuk

når jeg går gennem stuen
samler den sig om mig
med sine nysgerrige møbler

skånevask

om vores svedige tindinger
summer og svirrer hinandens larm
tanker og mikroudtryk spørgsmål
ubesvarbare nøgne
den hvide sommerkjole passer
slet ikke til arbejdet der venter
men det bekymrer ingen
når først kampen skvulper afsted
et enkelt slag med halen
sender os på skrigende omgang
hvad er den bygget af
den tinding kan jeg få en
uden kropslugt og arrogance
må jeg bede om en ny kjole
syet af agurkeskiver
så skal jeg nok sige tak
og stikke af med mig

testamente

jeg efterlader mig dagen
og natten med
strør timerne ud over markerne, de skal ikke
gå til hverken mine børn eller børnebørn, nej
de skal gå til alt der lever
tusmørket skal smuldres og kastes op på himlen
klæbe til stjernerne
daggryets dug efterlader jeg mig
og træernes lange skygger
intet skal gemmes, smid det hele ud
til grinene
og de henkastede arme
og de tilbagestrøgne nakker

refleksbehandlet

måske fordi jeg er nærsynet
er verden mildere i yderkanten
før jeg når frem fra drømmen
er der ingen nullermænd i hjørnet
ingen nullerkvinder på skabet
andres ansigter er klumper af lys
menneskestøj endnu forsigtig
ligesom minutterne før jeg falder
om til den anden side
hvor det kun er fugle og bittesmå flammer
der forstyrrer mig
med omhu og flimmer

aftentur

på gåturen i dag omringet

af en rapsmark

det er duften af aftenen

når jeg går gennem landskabet

en fornemmelse af god frihed

der sluger de desperate tanker

jeg efterlader mig dagen

gåturen er en måde at tænke på

på en dag så grøn som denne

hvert skridt en tung vejrtrækning

der giver slip

stiger op til himlen

er det så let

måske

snyderobot

som varmluftballoner stiger vi
klik klik mod skyerne
ramle ind i en hallucination
en forgrenet løgnhals af en glitch
kondensere larmen i et blink
samle knæets smerte i ét punkt
samvittigheden frygten i et komma
kassere alt tegnsætning
i sandsække jeg prikker hul på
for at stige længe endnu
det er eftersmagen af chili
der svier mod læben langt senere
fordi den uventet vender tilbage
det er face value mod stjernerne
og endnu et sving opad
ballonen trækker vejret gult
og kraftigt på vores vegne

ussel rigdom

intet er så galt
at hegnet ikke kan sænkes
spærre elektrisk elastisk
for uønsket fornuft
det gode ved film fra perioden
er at grådighed altid straffes
dumdristighed og idioti
hollywoods straf
den brune dør først
den grådige sidst
og den eneste kvinde
hooker op med helten
hegnene vokser ikke ind i himlen
selv ikke på en dag så grøn
som denne