Morten vågner

tvivlende ved brinken

tage sit barn i hånden

se, der er et ansigt

på træet dér

nej, det er skyggerne

der snyder,

hør, ansigtet taler også

ach du lieber Augustin

Alles ist weg

nej, det er vinden

i bladene

De går tvivlende
rundt om og ind i ordene
ved ringvejen drejer flere
ruten går ad
blad
kvad
flad
had
bad
mad
sad
lad
vad blot videre ud i verden
ad wherever

Så står træet 

med den viden

forgrenet i

tooghalvfems procent

af alle betydninger

og

dem nede i Netto

for enden af bakken

de kan mærke det

at træet ved det

uden de kan gøre

noget ved det

og forsvarsløse

forlader deres 

dosmersedler

vandrer tomhændet

af sted

Og nu sker det,
mens ben og jord og
måske endda dem nede i Netto
næsten står stille,
så vil de være frie
siderne i bogen
siderne vil være blade
op, op i træerne, væk, væk, væk

Vi ser Morten første gang ved floden

vi tvivler ofte på ham

men i dag er han ret tydelig

med sin bog i hånden

benene ud over brinken

og langsomt ryggen

mod jorden

og her 

åbner han bogen

Af alt det som jeg ikke ved
er min manglende viden om klorofyl
lige til at blive
gul og ret rødlig over
og under
(hvor er Morten Meldal?!)

opdage mønstret

ved at se jorden

gennem et hullet blad

løfte det op mod lyset

og få tooghalvfems procent

for meget

information

Jorden har altid ret
otte procent jeg er for meget
men ingen tænker på mønsteret
det vil helst være unikt
at være som andre er
alt for meget
alt

her ligger vi

vi indeholder

otte procent jeg

jorden langsomt

trækker ud af os

til der kun er et

mønster tilbage

Når bladene er faldet
så ligger de tilsyneladende roligt
om natten går der nogen rundt
og rundt og rundt og
vender alle blade i skovbunden
(på nær otte procent),
vinden har ikke noget
med det at gøre
den er bare jaloux