Morten vågner
tvivlende ved brinken
tage sit barn i hånden
se, der er et ansigt
på træet dér
nej, det er skyggerne
der snyder,
hør, ansigtet taler også
ach du lieber Augustin
Alles ist weg
nej, det er vinden
i bladene
Morten vågner
tvivlende ved brinken
tage sit barn i hånden
se, der er et ansigt
på træet dér
nej, det er skyggerne
der snyder,
hør, ansigtet taler også
ach du lieber Augustin
Alles ist weg
nej, det er vinden
i bladene
De går tvivlende
rundt om og ind i ordene
ved ringvejen drejer flere
ruten går ad
blad
kvad
flad
had
bad
mad
sad
lad
vad blot videre ud i verden
ad wherever
Så står træet
med den viden
forgrenet i
tooghalvfems procent
af alle betydninger
og
dem nede i Netto
for enden af bakken
de kan mærke det
at træet ved det
uden de kan gøre
noget ved det
og forsvarsløse
forlader deres
dosmersedler
vandrer tomhændet
af sted
Og nu sker det,
mens ben og jord og
måske endda dem nede i Netto
næsten står stille,
så vil de være frie
siderne i bogen
siderne vil være blade
op, op i træerne, væk, væk, væk
Vi ser Morten første gang ved floden
vi tvivler ofte på ham
men i dag er han ret tydelig
med sin bog i hånden
benene ud over brinken
og langsomt ryggen
mod jorden
og her
åbner han bogen
Af alt det som jeg ikke ved
er min manglende viden om klorofyl
lige til at blive
gul og ret rødlig over
og under
(hvor er Morten Meldal?!)
opdage mønstret
ved at se jorden
gennem et hullet blad
løfte det op mod lyset
og få tooghalvfems procent
for meget
information
Jorden har altid ret
otte procent jeg er for meget
men ingen tænker på mønsteret
det vil helst være unikt
at være som andre er
alt for meget
alt
her ligger vi
vi indeholder
otte procent jeg
jorden langsomt
trækker ud af os
til der kun er et
mønster tilbage
Når bladene er faldet
så ligger de tilsyneladende roligt
om natten går der nogen rundt
og rundt og rundt og
vender alle blade i skovbunden
(på nær otte procent),
vinden har ikke noget
med det at gøre
den er bare jaloux