jeg vil være en idiot i et veloursæt, jeg vil danse med krabberne, jeg vil slikke på sølv, som var det solen selv, jeg vil bade i grønt vand, jeg vil lugte af sur østers, jeg vil være alt for meget, jeg vil sige undskyld, som når en servicemedarbejder siger sorry og ikke kunne mene det mindre, jeg vil sige tak for i dag, jeg vil sige tak for sommeren, jeg vil stå på en skammel og holde et oscar-trofæ op i luften, og trofæet skal være en tro kopi af mig, jeg vil løfte mig selv op i luften og sige, se, det troværdige fæ!

Termitten var træt af at fyre rundt i et bo, der lignede en bussemand fra en trold, med en konge og dronning i kælderen som direktion, og ingen pauser. Termitten var godt klar over sit eget privilegie. At han aldrig havde stået for andet vedligehold end at skaffe føde og bolle. At det indre fundament, de voksende vægge, blev skabt af de hvide myrer. At tavsheden skyldtes et uudgrundeligt hierarki, som havde stået på i årtusinder uden egentlig tvivl om styring eller strejke. Men termitten så muligheder for udvidelse, en renovering der kunne skabe arkitektoniske nybrud, vække opsigt, tiltrække øvrige befolkningsgrupper. Termitten ville tegne sit eget hus, køre ren Bjarke Ingerslev. Termitten tænkte :”Vi kan ikke starte og slutte med Gaudi. Noget nyt, det må jo for fanden kunne lade sig gøre, jeg kan få det til at ske.” Termitten havde holdt igen, men foreslog det til sidst til mandagsmødet. Dronningen så på ham gennem de to rødlige sprækker, trak en vinge til sig, og lod til at nyde de øvrige termitters stilhed. Kongen brød den, glattede ud, så på sin Dronning og sagde forsigtigt :”Spændende innovativ tanke, spændende, Simon, men den tager vi måske til sommer. Kan den indgå i planen for sommerudbygningen, ville du kunne leve med det?” Men Termitten ville mere end det. “Jeg er omgivet af analfabeter, og uoplyste uræsteter,” sagde Termitten til sin kone. Hun nikkede, og kiggede ud gennem en af de mudrede vinduer. Termitten kunne se på hende, at hun ikke hørte efter. Det var altid det samme med hende, når frustrationen var størst, så lukkede hun ned. “Ja, det er da godt nok træls. Men du gjorde et forsøg” sagde hun så. Termitten kunne ikke lade være med at tænke, at hun var en af dem.

nu er det blevet eftermiddag, nogle drenge står på elektrisk løbehjul, du er helt væk som regnen, jeg tramper i tastaturet, prøver på at lægge nogle skinner, forskellige slags stilheder overhaler mig som skygger, køkkenet dufter af flæskesteg og barndom, det er bare noget andet, du smiler til mig, du kender mig, behøver ikke sige så meget, jeg skubber vinduet i, hvad er der tilbage at skrive, august snakker nu i min bakkenbart, en sagte knitren nålen rammer det perfekte sted, “To celebrate the fact that we’ve seen the back of another black day”, katten kradser sanglinjen over, hvordan er den kommet fra virkeligheden ind i teksten?

der er en styrke i at vide, at mit lys aldrig vil være solens, at jeg aldrig vil skinne stærkest, at det er et grundvilkår, at jeg kun vil skinne som jern under toget, at jeg vil føre min bane ud til havet, fortsætte under oceanet, verdenshavene, fortsætte, stædigt, rustende, dybt under de store hundredekilos hjerter, at jeg vil lægge mine skinner, en efter en, at det vil være nok. 

vi har fundet dine kontaktlinser

nu ser vi det hele

det er begyndt at blive et problem

du må godt få dem igen

jeg ku godt tænke mig

det sluttede med en fest

inden mosen

måske sku der åbnes for sluserne helt

houston style

grønt vand

yacht musik

idioter i veloursæt

vi inviterer dem, dyrene også

egtvedpigen, gravballemanden, krabberne,

selv willerslev må komme med

masser af sølv men ingen østers

der har været alt for mange østers i mit feed

alt for mange damer med klinkeklankedrinks, udsigt

sorry ladies but what’s the deal

og hvad med jer der blir ved med surdej

gæringsprocessens soldater

jeg er ligeglad med jeres luftbobler

er hævningsprocessen en falloscentrisk bevægelse

der ikke vil gå i sig selv

se min dej . dk

medbring jeres mel

bare kom

vi kan æde os ind i et andet årtusinde